som den, der formedelst Grankells Drab havde haardere Medfart at vente af Kongen, end de øvrige, og som en meget krigsprøvet og dertil ærgjerrig Mand, var bedst skikket til at være Overanfører. Men Haarek undskyldte sig med sin Alderdom, og med sit Frændskabsforhold til Olaf, hvilket, om Kongen end ringeagtede det, dog gjorde det mindre passende for ham at optræde i Spidsen for hans Fiender; han foreslog derimod Thore Hund, der selv havde en stor Regning at opgjøre med Olaf, og desuden havde lovet saavel Knut som sine Frænder at hevne Aasbjørn Selsbaae. Thore undskyldte sig igjen med at Thrønderne, der udgjorde Hærens Hovedmasse, vare for overmodige til at ville lystre en Haalogalændings Befalinger. Han havde, sagde han, Lyst nok til, personligt at binde an med Olaf, og havde derfor endog udvalgt de elleve tapreste af sine Huuskarle, for med dem alle, ligesom han selv, iførte de ugjennemtrængelige Reenskindspeltse, at sætte ind paa ham; men Overanførselen vilde han ikke paatage sig. Da tog Kalf atter til Orde, og bad de forsamlede Høvdinger paa det indstændigste at betænke, hvilken Skam det var, om hele deres Foretagende nu skulde – blive til intet og den store Hær forgjeves være samlet, fordi ingen vilde paatage sig Anførselen. Olafs Hær var vel langt mindre, men den var stridbar og ham hengiven, og Bondehæren trængte derfor til duelige og tapre Anførere, der ved deres Tale og Exempel kunde sætte Mod i de mange, der ellers vilde blive bange om Hjertet. Her kom det fremfor alt an paa Enighed og Raskhed. Holdt ikke nu alle sammen som een, da var det lige saa godt, strax at bede Olaf om Naade, og han selv, der havde Brødre i Olafs Hær, vilde da maaskee være bedre faren, end de øvrige Lendermænd. Men han foreslog derfor, at han,Haarek og Thore skulde stille sig sammen under Hovedbanneret, og saaledes alle tre i Fællesskab paatage sig at føre Befalingen. Dette Forslag bifaldtes strax af de øvrige, som sagde at de ganske vilde føje sig efter Kalfs Bestemmelse. Han blev altsaa dog den egentlige Overanfører, og det var ham, som paatog sig at bestemme, i hvilken Svejt enhver skulde staa, og hvorledes Svejterne skulde ordnes i Fylkinger[1]. Da Anførerne vare vendte tilbage til Hæren, lod han derfor sit Merke rejse som Hovedbanner, og stillede under dette sine egne Huuskarle, saa vel som Haarek og hans Skare. Thore Hund med sin Skare skulde staa foran Merket, men fik foreløbigt det Hverv, under Fremrykningen at holde sig bagenfor Hæren, for at drive paa Efternølerne, og hindre de frygtsomme fra at vige tilbage, naar man nærmede sig Fienden. Der var i Hæren en stor og sterk Haalogalænding ved Navn Thorstein Knarrarsmed, saaledes
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 205, 206, Snorre, Cap. 231, 232. Kalf nævnes som Overanfører i den legendariske Saga, Cap. 87. Denne (Cap. 82), og ligeledes Flatøbogen fortæller at den først udseede Bannerfører i Bondehæren, Lendermanden Kole, blev blind, da han tog ved Merket, saa at han ej kunde deeltage i Slaget, og Merket maatte leveres en anden.
