Imidlertid vare ogsaa Lendermændene komne til den ydre Deel af Verdalen med Bondehæren. Den var Olafs langt overlegen i Antal. Den.anslaaes nemlig til hundrede Hundreder eller 14400 Mand, og der siges om den, at ingen af de der tilstedeværende Folk havde seet en saa talrig Hær samlet i Norge, hvilket og er bogstaveligt sandt, thi i alle de Slag og Fegtninger, der havde fundet Sted indenlands lige siden Harald Haarfagres Tid, havde kun et forholdsviis ubetydeligt Antal Stridsmænd paa begge Sider været anvendt[1]. Den var ellers meget forskjelligartet, thi ved Siden af en Deel Lendermænd med deres Huustropper, og mange mægtige Bønder, bestod Hovedmassen af Thorpere (Huusmænd og Inderster), og Arbejdsmænd, af hvilke endog den største Deel var samlet i Verdalen selv. Men alle vare de meget fiendtligt stemte mod Olaf, og deres Fiendskab opeggedes endnu mere af en dansk Biskop Sigurd, der af Kong Knut, hos hvem han længe havde opholdt m, var bleven medgiven Haakon Jarl som Hirdbiskop, og efter dennes Bortrejse var bleven tilbage i Throndhjem, hvor han paa alle Maader søgte at virke for Knut og opflamme Hadet mod Olaf[2]. Paa et Huusthing i Bondehæren opregnede Sigurd alle dennes foregivne Synder, at han lige fra Ungdommen af havde gjort Røveri og Plyndren til sin Syssel, at han uretmæssig havde sat sig fast i Kong Knuts og Olaf Sviakonges Skatlande, at han havde forjaget Jarlerne Svein og Haakon fra deres fædrene Besiddelser, og raset endog med sine egne Frænder, i det han havde forjaget dem fra Oplandene, mishandlet dem og saaledes udryddet alle fyrstelige Mænd i Landet; at han havde dræbt eller forjaget Lendermændene, faret om i Herederne med Røverhobe, skjendt og brændt, og at han nu endelig kom med en udenlandsk Hær, bestaaende af de værste Stimænd. Han sluttede sin Tale med at opmuntre Bønderne til, djervt at angribe og uden Skaansel nedhugge dette Pak, hvis Lig ikke engang skulde begraves ved Kirker eller i christen Jord. Hans Tale vakte meget Bifald, og alle lovede at gjøre som han sagde[3].
Lendermændene holdt derpaa et Krigsraad for at bestemme, hvorledes Hæren skulde fylkes, og hvo der skulde føre Overbefalingen. Men med al deres krigerske Iver, og saa ærefuldt dette Hverv end var, saa røbede de dog en kjendelig Ulyst til at befatte sig dermed, og den ene søgte at skyde det over paa den anden. Saaledes ytrede Kalf Arnessøn, at Haarek, som den fornemste af dem – han nedstammede nemlig fra Harald Haarfagre –
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 210, Snorre, Cap. 236. Den legendariske Saga vakler meget i sine Angivelser; i Cap. 89 og 91 nævnes 7000, i Cap. 90 24 Hundreder eller 2880, (se dog derom nedenfor, S. 793 Note 4). Maaskee paa første Sted vij fejlagtigt staar for xij.
- ↑ Om denne Sigurd, se ovenfor S. 598, Note.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 203, 20, Snorre4, Cap. 229, 230.
