meget; de sagde at dette i Sandhed kunde kaldes Huuskarlenes Opmuntring (húskarla hvöt). Kongen takkede ham ligeledes, og gav luun en Guldring af en halv Marks Vegt til Løn. Thormod takkede og sagde: „Vi have en god Konge: men uvist er det nu, hvor længe han lever: min Ben er, Konge, at du aldrig lader os adskilles enten i Livet eller Døden“. – „Vi skulle alle“ sagde Kongen, „blive tilsammen, saa længe jeg raader, hvis I ikke ville skilles fra mig“. – „Ja“, sagde Thormod, „jeg haaber baade i Ondt og Godt at staa ved eders Side, saalænge jeg kan, hvor saa end Sighvat Skald farer med Guldhjaltet“. „Jeg veed just ikke“, sagde Kongen, „om vi begge to ere lige forberedte til at komme paa et Sted; hvor gammel er du, og hvor mange Mænd har du dræbt“? – „Jeg er 35 Aar gammel“, svarede Thormod, „og har i alt dræbt 14 Mænd, hvis jeg hugser ret“. „Du er ikke gammel“, sagde Kongen, „og det vil maaskee komme dig til Gode; jeg haaber, at du da slipper med de sædvanlige syv Dage før Begravelsen, saaledes at der kommer to Mænd paa hver“. – „Vær hjertelig takket for dette Tilsagn“, svarede Thormod[1].
Derpaa gav Kongen Befaling til Opbrud. Mange Bønder kom nu til, og de fleste sluttede sig til Hæren; alle bragte den eenstemmige Efterretning, at Lendermændene nærmede sig med en overmaade stor Hær, for at holde Slag med Kongen. Da lod Kongen holde Messe, og sine Mænd gaa til Skrifte og nyde Sakramentet. Gautathore og Afrafaste undsloge sig i Førstningen derfor, da de, som de sagde, ej skjøttede om at hviske med Biskoppen, men paa Kongens Forestilling deeltoge de endelig deri. Siden tog Kongen mange Merker Sølv, og leverede dem til en Bonde. „Forvar disse Penge“, sagde han, „for siden at uddele det mellem Kirker, Prester og Fattigfolk, for de Mænds Liv og Sjæl, der falde i Slaget kæmpende mod os“. „Du meente vel dine egne Mænd, Konge,“ sagde Bonden. „Nej,“ svarede Kongen; „Pengene skulle anvendes til Sjælebod for dem, der ere i Bøndernes Hær og falde for vore Vaaben, thi de som stride paa min Side, ville alle frelses og behøve derfor ingen Sjælebod“[2]. Derpaa fortsattes Vandringen. Dag tog fremdeles en anden Vej med sin Skare.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap: 194, Snorre, Cap. 220. Den legendariske Saga, Cap. 88. Fostbrødra Saga, Cap. 48. De syv Dage, hvortil her sigtes, eller, som det i Sagaen heder, sjaund, var, som man af vore gamle Love kan see, den sædvanlige Tid, der gik hen mellem en Mands Død og hans Grav- eller Arveøl, hvorved en større Sjælemesse holdtes; Gravøllet kaldtes derfor ofte selv sjaund, og endnu den Dag i Dag kaldes det ofte saaledes. Sandsynligviis antog man da, at Skjersilden sædvanligviis, naar der ej var Spørgsmaal om grovere Synder, varede i denne Uge, og Olaf giver altsaa Thormod det Løfte, at de 14 Drab skulde fordeles saaledes paa hine 7 Dage, at Skjersilden ej for den Sags Skyld vilde blive forlænget. Se Anmerkn. S. 117 til den legendariske Saga, udgivet af Keyser og Unger.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 193, Snorre, Cap. 219. Flatøbogen Fornm. S. V. 201. Den legendariske Saga, Cap. 86, 89. Thjodrek Munk, Cap. 19.
