vare ham langt overlegne; han vidste tillige, at ødet her gjaldt enten Sejr eller Død, da Bøndernes Høvdinger tørstede efter hans Blod. Han maatte være bekymret, ej alene for sin egen og sine Venners Skyld, men ogsaa, og end mere, for det store Verk, hvorpaa han havde ofret sine bedste Aar, og for hvilket han nu var rede til at ofre sit Liv, nemlig Christendommens Befæstelse, og Fædrelandets Frihed, Selvstændighed og Civilisation. Det er saaledes ej at undres over, at han tilbragte den største Deel af Natten søvnløs, og i brændende Bønner til Gud for sig og sit Folk. Først henimod Morgenen faldt han i en Blund. Legenden fortæller, at han havde en Drøm, hvori Christus selv aabenbarede sig for ham, trøstede ham og
antage den for sand, og Fredagen som Opbrudsdag fra Suul faar derved stor Rimelighed for sig. Da nu, efter den ovenfor antagne Maalestok, Rejsen fra Suul til Stav medtog to hele Dage, og Mønstringen maa have medtaget den største Deel af den tredie Dag, passer det saare godt, at Olaf om Søndagen har holdt Rast og Mønstring ved Stav, og Mandag Morgen er dragen ud til Stiklestad, hvor Slaget da blev holdt. – Endelig maa det merkes, hvad der og ovenfor er omtalt (S. 316, 494), at det samme Brevia. Nidr., der lader Olaf falde den 29de Juli, dog i Overskriften over Legenden (Langebek l. c. S. 539) kalder Dagen hans Fødselsdag (natalitium); en saare merkelig Oplysning, der viser, at der dog gaves Enkelte, hos hvem Erindringen holdt sig om at man i 29de Juli ej højtideligholdt Olafs Dødsdag, men hans antagne Fødselsdag. Men allerede Sagaskriverne, som gik ud fra den Forudsætning, at 29de Juli var Dødsdagen, have ved anstillet Beregning faaet ud, at den faldt paa en Onsdag, og denne Antidatering af mere end een Maaned har maaskee endog udøvet en Tilbagevirkning paa Tidsangivelserne for Olafs Rejse fra Rusland og Haakon Jarls Død. Merkeligt nok, staar der hos Adam af Bremen, den ældste Forfatter, der omtaler Olafsdagen (II. 59), i den bedste Kodex: „agitur festivitas ejus 4 Kal. Aug.“; og festivitas behøver ej at være hans Dødsfest; kun i de mindre gode Haandskrifter staar „passionis festivitas“. Hvad ellers Olafs Rejsetid i Verdalen angaar, da taler den historiske Bearbejdelse udtrykkeligt kun om tvende Natte-Ophold, nemlig paa Suul og imellem Stav og Stiklestad. Men det siges ikke udtrykkeligt, at disse vare de eneste, og Marschen fra Suul til Stav omtales i saadan Korthed, at man slet ikke tydeligt kan see, hvor lange den varede; da den nu, som ovenfor viist, maa have medtaget mere end een Dag, strider det slet ikke mod Sagaens Ord, at fordele den paa de to Dage, Fredag og Løverdag. Den legendariske Saga, Cap. 86 lader Olaf ligge under Telte ved Stiklestad Søndag, Mandag og Tirsdag. Dette, der for øvrigt aldeles strider mod den historiske Sagas Beretning, saa vel som mod Rimeligheden i og for sig, da Olaf aabenbart søgte at komme til Kysten førend Fienden hindrede hans Fremtræden, viser sig tydeligt at være fremkommet derved, at Sagnfortælleren har villet forklare, hvorfor Slaget ej foregik førend om Onsdagen; men det er øjensynligt, at han ej havde behøvet at opstille denne urimelige Dvælen, hvis han ikke tillige antog det for aldeles vist og uimodsigeligt, at Olaf havde marscheret om Løverdagen og gjort Holdt om Søndagen: denne Søndagsrast har han altsaa vilkaarligt udstrakt til Mandag og Tirsdag. Alle Omstændigheder tyde saaledes hen paa, at Stiklestadslaget holdtes Mandagen den 31te August.
