Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/805

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
779
Gauta-Thore og Afrafaste.

Saaledes kom han endelig til Jemteland. Hans Folk deelte sig nede i Bygderne i flere Hobe, der droge frem temmelig langt adskilte fra hinanden indbyrdes, saa længe de endnu troede sig sikre for Angreb. Sædvanligviis drog Kongen med Nordmændene for sig, Dag med sin Skare for sig, og Sviarnes Hob for sig. Hvor Olaf kom frem, havde han sendt Bud om i Bygderne, og ladet forkynde, at alle de, der ønskede at vinde sig Gods ved Krigsbytte og ved at plyndre Kongens Fiender, skulde slutte sig til ham og støde til hans Hær. Dette lokkede en Mængde Rømningsmænd og ikke faa virkelige Stimænd til ham. Blandt dem, der paa Jemtelandsskoven meldte sig, nævnes to Brødre, Gaata-Thore og Afrafaste, bekjendte som de største Ransmænd, store, sterke og dristige; de havde en Skare om sig af ikke færre end tredive lige saa vilde og fortvivlede Karle som de selv. Ved at høre om Kongens Tog og hans Løfter besluttede de at tilbyde ham sin Tjeneste, og begave sig hen til ham med deres hele Flok, fuldt bevæbnede. Kongen spurgte hvo de vare, og da han havde erfaret det tilligemed deres Ærende, sagde han at han ikke kunde ønske sig bedre Krigere i sin Hær, men vilde dog først vide, om de vare christne eller ej. Gauta-Thore svarede at han hverken var Christen eller Hedning, thi han og alle hans Kammerater troede kun paa deres Styrke og Sejrsælhed, hvilket havde viist sig fuldkommen tilstrækkeligt for dem. „Det er stor Skade“, sagde Kongen, „at Mænd af et saa drabeligt Udseende ikke skulle tro paa deres Skaber, Christus“. „Er der da, Konge“, spurgte Thore, „nogen christen Mand i dit Følge, der har udrettet mere paa een Dag, end vi to Brødre?“ Kongen bad dem nu lade sig døbe og antage den rette Tro, saa skulde han, hvis de fulgte ham, gjøre dem til højt anseede Mænd; vægrede de sig derimod ved at antage Christendommen, vilde han ej have noget med dem at bestille. Afrafaste sagde at han ej vilde lade sig døbe, og dermed gik de deres Vej. Men Gaata-Thore fandt dog at det var en stor Skam, paa slig Viis at blive forsmaaet, og sagde at han aldeles ikke vilde forlade Hæren for det første. De sloge sig da i Følge med de øvrige Rømningsmænd, som fulgte Flokken. Men det er let at indsee, hvor lidet anbefalende et saadant Følge maatte være for Olafs Hær,

    alle at merke, at de legendariske Sagaer synes at anvende Navnet Mjøsen paa Indsøer i Fleng; saaledes heder det i den legend. Saga, Cap. 30, at Olafs Halvbrødre legede omkring Mjøsen Mai her være Tyrifjorden); og desuden er der i Norge flere Vande af Navnet Mjøsen. Det rimeligste er derfor, at „Mjøsen“ her betegner en eller anden Indsø i Dalarne, f. Ex. Siljan, og „Oplandene“ Strøget mellem Væneren og denne. Thi i Nærheden af Væneren, men paa dens østre Side, synes Olaf ganske vist at være kommen. En Nøgle til Fejltagelsen kunde maaskee findes i de Ord, den hist. Saga, Cap. 191, Snorre, Cap. 216, lægger Olaf i Munden om hans Halvbroder Haralds Skare: „þat lið er til vár kom á Upplöndum“. Thi her skal aabenbart læses „af Upplöndum“ (fra Oplandene) medens Ordene, som de nu staa, antyde at Skaren kom til Olaf „paa Oplandene“.