det Rige i Vermeland eller maaskee i Vatsbu paa Grændsen af Vermeland og Gautland[1], et Bud om, at hvis han vilde understøtte Olaf med alle de Folk, han kunde skaffe, skulde han, om Olaf overvandt fine Fiender, faa lige saa stort Rige, som hans Forfædre havde haft. Dag, der var en heftig og fremfusende, men lidet forstandig Mand, fandt dette Tilbud saa tillokkende, at han strax lovede Olaf sin Bistand, og gav sig til at samle Folk[2]. Imidlertid tiltraadte Olaf sit Tog, efterladende sin Hustru Aastrid og Datter Ulfhild i Svithjod. Det maa allerede have været temmelig langt paa Sommeren[3]. Vejen gik, som det synes, først gjennem Nærike og hen ad Væneren til, men derfra nordefter, gjennem det uvejsomme, af halvvilde Folk beboede Jarnberaland eller Dalarne, og derpaa gjennem Helsingeland og Jemteland. Undervejs mødte han sin Broder Haralds Skare, i hvilken han med Glæde talte mange af sine Frænder og Venner. Derpaa stødte Dag Ringssøn til ham med henimod tolv Hundreder, saa at den samlede Hær nu udgjorde omtrent 2800 Mand. Ogsaa Biskop Sigurd skal være kommen ham imøde og forgjeves have fraraadt ham at søge tilbage til Norge. Olafs Tog var meget møjsommeligt. Det gik gjennem Skove og Ødemarker, og ofte over store Vande, mellem hvilke hans Folk maatte drage Baadene efter sig. De Steder, hvor han tog Natteleje, fik paa flere Ste der Navnet Olafsboder, efter de Skuur eller Hytter, hans Folk satte op[4].
- ↑ Om Dag og hans Fader Ring, se ovf. S. 587. Det er allerede berørt, at den legend. Saga saa vel som Flatøbogen urigtigt lade Dag og Fader Ring slutte sig til Olaf i Gautland, ligesom det i Eymunds Thaatt (Fornm. S. V. 168) siges at de herskede i Gautland. Da nu Sagaen, ved at beskrive Olafs Rejse, skjelner mellem Vermeland, der i vidtløftig Forstand hørte til Gautland, og Vatsbu, der hørte til det egentlige Gautland, maa man formode, at det fornemmelig var i eller ved Vatsbu, at Ring og Dag havde deres Rige.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 186. Snorre, Cap. 210.
- ↑ Naar man betænker, at Olaf, som ovenfor viist, neppe for Marts eller April Maaned, ja maaskee neppe før Mai forlod Rusland, opholdt sig en Stund paa Gotland, hvor han endog fandt Tid til at .virke for Christendommen, derpaa dvælede saa lang Tid i Sverige, at han kunde faa Bud til Norge og Svar derfra: saa skjønner man let, at; Olaf umuligt kan være kommen afsted førend i det allertidligste i Juni Maaned. Det er derfor aabenbart en Fejl, naar den legendariske Saga, Cap. 50 og Flatøbogen (Fornm. S. V. 196) i en halv legendarisk Beretning lader Olaf have tilfrosne Seer at passere. Man kunde næsten være fristet til at tro, at for saa vidt en saadan Begivenhed, som den omtalte, eller rettere som den, der ligger til Grund for Legenden, virkelig har fundet Sted, da har det snarere været paa Vejen gjennem Rusland, hvor det udtrykkeligt siges at Olaf drog paa de frosne Vande; men at den ved en Fejltagelse er overført til Rejsen gjennem Sverige.
- ↑ Olafs Rejse beskrives med flere Enkeltheder, men saare forvirret, i den legendariske Saga, Cap. 80, 81, 82, 86. Efter denne skulde det synes, som om Kongen tog Vejen gjennem Skovbygderne ved den norske Grændse, thi etsteds (Cap. 81) heder det „mellem Oplandene og Svithjod“, og et andet Sted (Cap. 81) „paa Oplandene mellem Mjøsen og Væneren“. Men det er engang for
