og hvor langt mere Bønderne i Norge derved maatte føle sig opfordrede til at gjøre Kongen kraftig Modstand. Overhoved faar man heraf den bedst.e Forestilling om, hvilket fortvivlet Foretagende dette Kongens Tog egentlig var, og til hvilken Yderlighed han selv var bragt. Man seer dog heraf ogsaa, hvor oprigtig hans Christendomsiver var, idet han, som ellers ikke forsmaaede at tage de værste Stimænd i sin Tjeneste, dog kunde bringe det over sit Hjerte at bortvise en betydelig Skare haandfaste og modige Mænd, ene og alene fordi de ej vilde antage Christendommen[1].
Fra Jemteland tog Olaf Vejen over Grændsefjeldene mellem Aare og Suul, hvor den almindelige Vej stedse har gaaet og fremdeles gaar, til Verdalen i Norge. Ogsaa fra denne Olafs sidste Rejse har Sagnet og Legenden omhyggeligt opbevaret og tildeels udsmykket mange Smaatræk; men for dem alle synes Sandheden at ligge til Grund, og vi meddele her derfor flere, saaledes som de fortælles, især da de ved deres Ælde, og ved det Vidnesbyrd, de afgive om den fromme Iver, hvormed en taknemmelig Efterslægt bevarede Olafs Minde, ere af den største Interesse. Da Kongen, heder det, kom saa langt op, at Udsigten aabnede sig mod Vesten ud over Dalen, blev han ganske stille og taus. Der var heller ikke mange om ham, thi en Deel af Hæren var forud, en anden længer tilbage. Kongen havde hidtil været lystig og snaksom paa Toget, derfor blev Biskop Sigurd nu ængstelig over hans Taushed og red til ham for at spørge ham om Aarsagen. Kongen svarede meget bekymret: „Underlige Ting have nu en Tidlang baarets for mig. Da jeg nu faa fra Fjeldet ud mod Vesten over Norge, kom det mig i Hu, hvor mangen glad Dag jeg havde haft i dette Land. Da forekom det mig som om jeg ej alene saa ud over Throndhjem, men og over hele Norge, og jo længere Synet vedvarede, desto videre faa jeg, indtil jeg saa ud over hele Verden, baade Land og Hav. Da tyktes det mig at jeg gjenkjendte grant alle de Steder, hvor jeg for havde været; lige saa tydeligt saa jeg de Steder, jeg ikke forhen havde seet; ja endog nogle, jeg ikke engang for havde hørt omtale, baade bebyggede og ubebyggede, saa vidt som Verden gaar“. Da skal Biskoppen have steget af Hesten, omfavnet Kongens Fod og bøjet sig for ham, idet han sagde: „det er en hellig Mand, vi her følge[2]“.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 188. Snorre, Cap. 212. Den legend. Saga, Cap. 80. Gauta-Thore kaldes i den hist. Bearbejdelse „Gauka-Thore“, hvilket synes mindre rigtigt end hiint.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 189. Snorre, Cap. 213. Den leg. Saga, Cap. 81. Denne, der ogsaa fortæller Sagnet strax førend den omtaler Mønstringen paa Stavemyrerne, henlægger dog begge Dele, som det synes, til Vandringen i de saakaldte Oplande i Sverige; men Uordenen i Fortællingen er dog her
