disse lod Kongen nu læsse al Oppakning og Klæder, idet han selv og hans Mænd fulgte efter til Fods. Da han kom til Krossbrekka, en høj Bakke omtrent Miil ovenfor Stranden, satte han sig og hvilede, idet han fra Bakken saa ned til Fjorden. Da udbrød han: „en møjsommelig Færd have mine Lendermænd skaffet mig, som nu have omskiftet deres Troskab, uagtet de en Stund vare mine Venner og havde al min Tillid“. Siden steg han til Hest, for at ride det øvrige Stykke opad Dalen. Der hvor han hvilede sig, blev der siden oprejst to Kors, efter hvilke Brekken synes at have faaet sit Navn[1]. Han fortsatte Rejsen indtil han kom til Urden. Han og hans Mænd overnattede ved en Sæter i Nærheden, som Bruse viste dem, og hvor han lod slaa sit Telt. Morgenen efter bød han sine Mænd og Bønderne at give sig ifærd med Urden, og prøve om det ikke skulde være muligt at faa en Vej derover. Selv blev han tilbage i Teltet. Men om Aftenen vendte de tilbage, og sagde at de havde arbejdet meget, og ganske forgjæves; det var en fuldkommen Umulighed at faa Vej derover. Den følgende Nat tilbragte han i Bønner til Gud, og bød Folkene ved Dagens Anbrud atter at gaa hen til Urden og prøve paa at rydde en Vej. De vilde nødig til; derfor kom ogsaa den, der forvarede Mundforraadet, og sagde at der var ikke mere end to Nødsfald Kjød, medens Kongens Mænd udgjorde et Antal af fire Hundreder (480) og Bønderne hundrede. Olaf bød at man skulde lægge et Stykke Kjød i hver Kjedel, gjorde Korsets Tegn over Kjedlerne, og gav Befaling til at berede Maden. Derpaa begav han sig selv til Urden. Der sad alle hans Folk, ganske modige af Arbejdet. Bruse sagde: „jeg siger eder, Konge, men I vil ikke tro mig, at der ved denne Urd intet lader sig gjøre“. Men Kongen tog sin Kappe af og sagde at de alle sammen endnu engang skulde gjøre et Forsøg. Og, heder det, da kunde 20 Mænd flytte og regjere de Stene, som forhen hundrede Mænd ikke kunde faa af Stedet. Midt paa Dagen var Urden ryddet, saa at baade Folk og Heste kunde komme frem ligesaa godt som paa slet Mark. Kongen gik nu ned igjen til det Sted, hvor Maden tilberedtes, og som siden kaldtes Olafsheller. I Nærheden deraf var en Kilde, hvori Olaf toede sig; og, siges der, om Kvæget bliver sygt der i Dalen, men drikker af Kildens Vand, kommer det sig strax. Da Kongen havde spiist, spurgte han om der var en Sæter ovenfor Urden, og nærmere Fjeldet, hvor de kunde tage Natteleje. Bluse sagde at der var en Sæter ved Navn Grøninge, men at ingen kunde være der om Natten formedelst Trolde og Meenvætter, som havde sin Gang der. Kongen sagde, at han ligefuldt vilde overnatte der, og gav Befaling til Opbrud. Da kom Madforstanderen til ham og sagde, at der nu var Overflod
- ↑ Bakken kaldes nu Langbrekka; at et af Korsene vedligeholdtes i det mindste i forrige Aarhundrede, bevidner Strøms Beskrivning over Søndmøre, II. 267.
