gen her, saaledes som allerede Sagaerne fremstillet den, med hele dens legendariske Udsmykning. Den fornemste Bonde i Dalen, ved Navn Bruse, boede hiinsides Elven lige over for Sylte paa Muri, hvor nu Kirken staar. Han og mange andre Bønder kom ned til Kong Olaf og modtoge ham med stor Venlighed. Han blev glad herved, og spurgte dem, om det var muligt at komme fra Valdalen op over Fjeldet til Lesje. Bruse svarede, at det neppe var muligt, da der længer oppe laa en Urd, kaldet Skjervs-Urden, tvers over Dalen, og den var hverken fremkommelig for Mennesker eller Heste. Olaf sagde, at han dog vilde forsøge derpaa med Guds Hjelp, og bad Bønderne møde frem den følgende Dag med deres Heste; naar man da kom til Urden, vilde han see om det ej skulde lade sig gjøre at komme over. Bønderne indfandt sig til den bestemte Tid med Hestene, og paa
dens de endog i den ældste Afskrift af den historiske Saga vise sig mere eller mindre forvanskede. Saaledes staar der i den legendariske Saga þrjótshverfi, hvilket i den historiske Beretning er forvansket til þjótandi (om det Sted, hvor Thrøndernes Skibe saaes at komme frem); i den legendariske Saga Toðarfjörðr (Tafjord), i den historiske Roðrarfjördr; i den legendariske Skerfsurð eller Skarfsurð; i den historiske Sefsurð (Stedet kaldes nu Skjersurden). Det Sted, hvor Olaf hvilede, og som den legendariske Saga kalder Krossbrekka, et Navn, der aabenbart er opkommet efter de Kors, Olaf der lod oprejse, kalder den historiske Saga Orosbrekka, aabenbart fordi man har læst cros som om der stod oros. Det eneste Navn, som den historiske Bearbejdelse synes at have rigtigere, er Navnet paa Bruses Gaard Muri, hvilken den kalder Mœrin, medens den legendariske Saga har Mó; dog er det nok ogsaa muligt, at der i „Muri“ kunde dølge sig en Oldform „Mórinn“. Alle disse Fejl, hvortil og de forhen paapegede i Beretningen om Gudbrandsdalens Omvendelse slutte sig, findes, kun med faa Undtagelser, i samtlige Afskrifter af den historiske Saga, og dette vidner om, at de allerede maa have været tilstede i den Originalkodex, efter hvilken Afskrifterne, middelbart eller umiddelbart ere tagne, og at de altsaa endog skyldes den første Bearbejders urigtige Læsning af de Optegnelser, han havde for sig. Men da en saadan Fejllæsning ej vel var mulig for en med Lokalforholdene bekjendt Nordmand, maa hiin Bearbejder antages for en Islænding, dog neppe Are eller Sæmund, hvilke dertil levede for langt op i Tiden. – Om Olafs sidste Rejse langs Kysten og i Valdalen er der for øvrigt endnu flere Sagn, som Sagabearbejderen ej har benyttet, men som neppe i deres Oprindelse synes stort yngre end de, han har anført. Saaledes heder det, at da han forfulgtes gjennem Karmsund (altsaa efter Erling Skjalgssøns Drab) og en anden fiendtlig Flaade ventede ham ved Sletten (Kysten af Svedens Sogn) lod han sine Skibe drage gjennem Brekkedalen tvers over Øen, og fik her en Kilde til at vælde frem, hvilken siden flyder baade Vinter og Sommer, og har helbredet mange for Øjensvaghed. Ved at drage gjennem Vegsund, skal han og have drukket af en Kilde ved Vejbustad, som derfor endnu kaldes St. Olafs Kilde, og i gamle Dage stod i saadan Anseelse, at man langvejs fra strømmede sammen for at hente eller drikke dens Vand. I Fjorden udenfor Valdalen skulde en Søorm have forfulgt Olaf, som greb den og kastede den mod Fjeldet, hvor den forvandledes til Steen, og endnu skal kunne sees. (Fayes norske Sagn, S. 120, 211).
