paa Mad, men at han ej vidste, hvorfra den var kommen. Olaf takkede Gud for denne Sending, og lod Mad uddele til de Bønder, der nu forlode ham for atter at drage ned ad Dalen. Kongen tilbragte Natten paa Sæteren. Midt om Natten hørte man en forfærdelig Røst raabe udenfor: „Olafs Bønner brænde mig saaledes, at jeg ikke længer kan forblive her i mit Hjem, men maa flytte og aldrig komme tilbage til denne Stødl“. Om Morgenen, førend Kongen drog til Fjelds, sagde han til Bruse: „her skal man nu bygge en Gaard, og den Bonde, som bor her, skal altid have Fremgang, thi Kornet her paa Gaarden skal aldrig fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor“. Og vist er det, at Kornet paa Gaarden Grøning i Valdalen sjælden lider Skade af Frosten[1]. Derpaa fatte Kongen over Fjeldet. Hvorledes han kom frem, nævnes ikke, men det maa have været med usigelig Møje, eftersom Rejsen foregik i Hjertet af Vintren, og i en af Norges vildeste og uvejsomste Fjeldegne. Han har neppe engang taget Vejen lige over til Flatmark i Raumsdalen, hvorved han kun vilde have haft en virkelig Fjeldrejse af et Par Mils Længde, men synes at have fulgt Valelven opad og derfra at have taget den tre til fire Mile lange Vej over Brøstefjeld og forbi Ulvevand lige ned til Lesjeskogen. Det heder nemlig, at Dan kom frem i Einbu; denne Gaard ligger paa Lesjeskogen, og har sandsynligviis i hine Tider været den eneste Gaard i hiin Skovegn[2]. Her tilbragte han Natten, og drog den følgende Dag til Lesje, og derfra videre gjennem Gudbrandsdalen ud til Hedemarken. Her viste det sig, heder det, hvo der vare hans sande Venner, thi disse bleve ham tro, medens de andre, der med mindre Troskab havde tjent ham, forlode ham, og tildeels endog, som det siden viste sig, bleve hans Uvenner og aabenbare Fiender. Man merkede tydeligt, tillægges det, at Oplændingerne vare meget utilfreds over Thore Ølvessøns Drab. Efter en enkelt Beretning skal Olaf efter
- ↑ Strøm, II. 267. Sagnet i Egnen veed ej alene at fortælle herom, men tilføjer og, at Olaf, da en kjølig Vind svalede ham paa Sæteren, lovede, at Gaarden Grøning aldrig skulde fattes Vind, hvorfor der stedse blæser paa dette Sted. Hvad der ovenfor nævnes om Meenvætterne paa Sæteren, har sit Sidestykke i utallige Sætersagn, der endnu fortælles rundt om i Landet, ja endog fremdeles opstaa fra nyt af. At enkelte Sætte ofte hjemsøges af Vætter, enten Huldre, Bjergfolk eller andre lignende, er en fastgroet Tro, som neppe nogensinde lader sig rokke, og vist er det, at endog Folk, der ellers ere sanddrue og troværdige, fortælle Historier af det Slags, der vanskeligt lade sig forklare paa nogen naturlig Maade. Hvad der siges om Madens pludselige Tilvæxt, er, som det synes, en reen Mirakel-Legende, for hvilken endog Christi eget Mirakel med Brødet og Fiskene har været Mønster.
- ↑ Dette ligger deels i Ravnet „Einbu“, deels ogsaa i den Omstændighed, at de øvrige Gaarde der i Bygden, som „Nystuen“, „Klevstuen“ o. s. v. øjensynligt have nyere, og om senere Oprydning vidnende Navne.
