Han raadslog derfor med sine Mænd, hvad han nu skulde gribe til. Endnu vare mange Lendermænd, og blandt dem alle Arnessønnerne, ja, merkeligt nok, endog Kalf, hos ham. Kalf havde selv været tilstede ved Kampen med Erling, uden, som det synes, at foretage det mindste Skridt til at redde ham[1]. Dette kan maaskee forklares deraf, at Kalf var skinsyg paa Erlings Magt og Indflydelse, og derfor gjerne saa ham ryddet afvejen, maaskee ogsaa deraf, at Kalf, som en statsklog og forsigtig Mand, nødig vilde tage et bestemt Parti mod Olafs Fiender, førend han saa, at disse virkelig havde faaet fuldkommen og blivende Overhaand, og at Olafs Sag var uigjenkaldeligt tabt. Omgiven af sine Brødre og andre Mænd, der vedbleve at være Olaf tro, var det vel heller ikke saa let en Sag for ham at slippe løs, hvor inderligt han end i sit Hjerte hadede ham. Dette Had lagde han nu temmelig tydeligt for Dagen ved at give Olaf det Raad at søge ind til Throndhjem og angribe Haakon Jarl, trods dennes store Overmagt. Thi et saadant Angreb vilde upaatvivlelig have Olafs Tilintetgjørelse til Følge[2]. Der var imidlertid flere af Olafs Mænd, som understøttede Kalfs Raad, men de have vel ligesom han selv hørt til Olafs hemmelige Fiender. De øvrige fraraadede det, og Sagen henstilledes til Kongens egen Bestemmelse. Han lod nu først styre til Steinavaag mellem Hesøen og Aspøen i Borgund, og blev der om Natten. Aaslak Fitjaskalle styrede med sit Skib heelt ind til Borgund for at overnatte der. Her laa tilfældigviis en af Erlings Venner, ved Navn Vigleik Arnessøn[3] med en Deel Folk; da han om Natten fik høre, at Aaslak, Erlings Banemand, var kommen, passede han paa ham, just som han om Morgenen vilde gaa ombord paa sit Skib, og fældte ham. Samme Morgen kom nogle af Olafs Hirdmænd, hvilke havde siddet hjemme den Sommer, uden at deeltage i Toget, og bragte ham den Efterretning, at Haakon Jarl med mange Lendermænd og en stor Hær allerede Aftenen
- ↑ At Kalf var tilstede ved dette Slag, vidner udtrykkeligt Skalden Bjarne Gullbraaskald i et Kvad, han sidenefter digtede om ham, og hvori et Par Vers anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 187, Fagrsk. Cap. 107. Her heder det: „du Kalf, var tilstede øster ved Bukn, da Haralds Arving (Olaf) bød at Kampen skulde begynde; – Folkene lede ondt af Striden, Erling blev fangen, og Dækket vædedes med Blod nordenfor Utstein. Tydeligt er det, at Riget blev sveget fra Kongen, og Landet underlagdes Egdernes Folk“. Dette Vers hentyder ogsaa, som det synes, paa Kalfs hemmelige Fiendskab mod Kongen og Venskab for Erlings Sønner.
- ↑ Man behøver her ikke bedre Vidnesbyrd, end at Kalf selv og flere andre Lendermænd al dem, der ledsagede Olaf, strax ved Efterretningen om Jarlens Nærmelse forlode Kongen og sluttede sig til Jarlen. Det samme vilde de vel have gjort, naar de vare komne til Throndhjem.
- ↑ Hvo denne Vigleik var, omtales ingensteds. Han kan, skjønt vi finde ham saa nær ved Giske, neppe have været en Broder til Kalf og de øvrige Arnessønner, da han ingensteds opregnes blandt disses Tal.
