sig i Kongens Bryst. I Oldingen, som stod for ham, saa han sin bitreste og farligste Fiende, hvilken et uventet Held nu havde bragt i hans Hænder. Hans nærmeste Tanke maatte være at lade ham undgjelde sit Landsforræderi. Men paa den anden Side kunde en klog Eftergivenhed nu maaskee sikre ham Erlings Hjelp, og med Erling paa sin Side vilde han kunne trodse Knut og med Lethed vinde Norge tilbage. Han besluttede derfor heller at lytte til Klogskabens Stemme, og sagde til Erling: „Du seer nu, at Gud har givet dig i min Haand, og vil du beholde Livet, faa sveeg mig derfor den Ed, at du aldrig herefter vil være mod mig“. Erling erklærede lig villig hertil. Da bragte en uheldig Indskydelse Kongen til at løfte den lille Haandøxe, han bar, og ridse Erling med Spidsen i Kinden idet han sagde: „noget bør man dog merke Drottins-Svigeren“. Da Erlings Frænde, men tillige afsagte Fiende Aaslak Fitjaskalle saa dette, løb han frem med hævet Øxe, og med det Udraab: „saaledes merke vi Drottins-Svigeren!“ kløvede han Erlings Hoved lige ned i Hjernen, saa at han styrtede død ned paa Dækket. „Elendige, hvad har du gjort“, raabte Kongen; „nu hug du Norge af min Haand“. „Det er ilde, hvis saa er“, svarede Aaslak, „thi jeg tænkte just nu at hugge Norge i din Haand, og skal jeg have Utak af dig for dette Verk, da er det mig dobbelt haardt, thi jeg veed nok at jeg herved paadrager mig faa manges Fiendskab, at jeg langt heller kunde trænge til eders Bistand“. Kongen tilsagde ham den, og bød nu sine-Mænd forlade Erlings Skib uden at plyndre de faldne, men see til at komme bort saa snart som muligt. Da de just vare færdige til at drage videre, kom Bøndernes Flaade, men da Anføreren var falden og ingen af Erlings Sønner tilstede, blev der ej af noget Angreb, saa at Kongen uhindret fik sejle videre. Dagen var ogsaa næsten til Ende. Han skyndte sig nu nordefter faa hurtigt han kunde. Bønderne toge Ligene og forsynede dem. Erlings Lig blev bragt hjem til Søle. Hans Død beklagedes meget, og det var et almindeligt Ord, at blandt alle de Nordmænd der ej bare Jarle- eller Kongenavn, har der ingen været faa gjæv og mægtig, som Erling. Man maa alene beklage, at hans Begreber om hvad han skyldte sin Konge og sit Fædrelands Uafhængighed ikke vare mere opklarede. Men med ham, kan man sige, faldt ogsaa den sidste af de egte Fylkes-Aristokrater fra Fylkeskongernes og Danevældets Tid. De øvrige Stormænd, der havde gjort fælles Sag med Knut, lærte allerede, som vi i det følgende ville faa at see, at antage sundere og mere patriotiske Grundsætninger[1].
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 168–172, Snorre, Cap. 184–186, Fagrskinna, Cap. 106. Den legendariske Olafs Saga, Cap. 60, 70. Thjodrek Munk. Cap. 16. Beretningen er vidtløftigere, og afviger derhos i enkelte Smaa-Omstændigheder, i den legendariske Saga. Fra denne har igjen Fagrskinna laant
