Kongen fremdeles sejlede videre alt hvad han kunde. Men i dets Sted lagde Kongen sig i Sundet ved Utstein nordenfor Tunge-Øerne, nærved Rennesø, og ventede her paa Erlings Ankomst[1]. Det varede heller ikke længe, førend Erlings Skejd kom ind i Sundet. Da saa han til sin Forundring, at hele Kongens Flaade laa der. Paa Flugt var der nu ej at tænke. Han lod derfor Sejlet falde og greb til Vaaben. Paa alle Kanter omringedes Skejden af de kongelige Skibe, og der opstod en heftig Kamp, idet Erling og hans Mænd forsvarede sig med fortvivlet Mod til det yderste. Men Overmagten var saa stor paa Kongens Side, at det ej varede længe, førend Mandefaldet begyndte at blive hyppigt i Erlings Skare. Kongen entrede med sine Mænd, og gik haardt frem. Erlings Mænd faldt, hver i sit Rum. Paa begge Sider kæmpedes med den største Forbitrelse. Hverken, heder det, bad man synderligt om Fred, eller fik den, om man bad derom. Tilsidst stod Erling alene tilbage i Løftingen, med Hjelm, Spyd og Skjold. Han blev angreben baade fra For-Rummet og fra de øvrige Skibe, dog kunde man i lang Tid ikke komme ham nær uden med Skud og Spydstik. Han hug Odden af Spydene, og forsvarede sig saa herligt, at ingen kunde erindre at havde seet nogen holde sig saa længe mod saa mange Mænds Angreb. Aldrig søgte han at undkomme eller bad han om Fred. Da gik Kongen selv agter i For-Rummet, og sagde: „Du sætter jo ret dit Ansigt mod os idag, Erling!“ „Ansigt mod Ansigt skulle Ørnene hugges“, svarede Erling; „vil du give mig Fred?“ „Det skulle vi see paa dit Ansigt, inden vi skilles ad“, sagde Kongen[2]. Da kastede Erling Vaabnene fra sig, gik ned i For-Rummet og tog Hjelmen af. Han var nu gammel, og hans Haar graasprengt[3]. Mangehaande Følelser maa have krydset
- ↑ Efter nogle Haandskrifters Læsemaade skulde det synes, som om Slaget forefaldt i Buknesund ved Øen Bukn paa Nordsiden af Fjorden. Men Benævnelsen „Tunge-Øer“, den legendariske Sagas Ord „nordenfor Tunga (Tungenes) ved de Øer, som kaldes derefter“, og endelig at Skaldene Bjarne og Sighvat begge nævne Utstein som det Sted, i hvis Nærhed Slaget stod, viser, at Bókn eller Bukn her betyder „Buknfjorden“ eller Stavangerfjorden, og at Slaget maa have været holdt strax nordenfor Utstein, som Bjarne Skald siger i sit Kvad om Kalf (Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 183). Det heder ogsaa siden at Tryggve Olafssøn stred i Soknesund nordenfor Jæderen ikke langt fra det Sted hvor Erling faldt.
- ↑ Disse Udsagn, hvis Korthed og Ordspil ej godt kunne gjengives i dansk, lyde saaledes: Olaf sagde: „öndverðr horfir þú við idag, Erlingr“; eller efter den legendariske Saga og Fagrskinna: „við horfir þú idag nú, Erlingr!“ Hertil svarede Erling med det gamle Ordsprog: „öndverðir skulu ernir klóask; eða viltu gefa mér grið“? Kongens Svar lød da: „á öndverðum mun þér þat sjá áðr en vit skiljumsk“. Sighvat Skald lægger udtrykkeligt hiint Ordsprog i Erlings Mund, og nævner ligeledes, hvorledes han længe stod ene i Løftingen og forsvarede sig „nordenfor Tunga ved Indgangen til Bukn“.
- ↑ Han maa nu omtrent have været 63 Aar, se ovenfor S. 293, 294.
