i Norge. Dog vilde han endnu gjøre et sidste Forsøg om det maaskee kunde lykkes ham at bringe de vestlige Fylker og Thrøndelagen tilbage til deres Lydighed. Han drog afsted med sine faa Skibe og de Folk der vilde følge ham. Allerede under sin Fart ud af Viken merkede han at der kun var liden Hjelp at faa enten i Penge eller af Folk, thi alene de, der byggede Øer eller Udnæs sluttede sig til ham, sandsynligviis mere af Tvang end med deres gode Vilje. Saaledes gik det ogsaa paa hans Fart længer vestover. Han fik kun Folk og Pengeunderstøttelse for saa vidt det kunde falde sig paa hans Vej, men gik sjælden eller aldrig i Land, da han overalt merkede at Landet var sveget fra ham. Hans Fart var langsom, da han kun fik daarlig Vind, og det var allerede ved Vintrens Begyndelse. Han laa meget længe mellem Seløerne strax vestenfor Lindesnes, og fik der vide af Kjøbmænd, hvad der foregik nordenfor. Saaledes underrettede man ham om, at Erling Skjalgssøn havde en stor Skare samlet paa Jæderen, og at hans Skejd, faa vel som mange andre Skibe, der tilhørte Bønderne, Skuder, Langskibe og store Rofartøjer, laa sejlfærdige ved Kysten. Kongen vovede sig da nord til Eikundasund, hvor han en Stund blev liggende. Da spurgte han og Erling gjensidigt til hinanden, og Erling drog endnu flere Folk sammen. Thomasmessedag (den 21de December) blæste der en hvas Søndenvind; det var tillige Regn og Slud, og Kongen lagde derfor ud, i Haab om at komme i en Hast og ubemerket forbi Sole og Erlings Flaade. Erling fik imidlertid over Land Nys om Kongens Afrejse, og lod strax blæse til Opbrud for sin hele Hær. Dog kom Kongen forbi Jæderen førend han var ganske færdig. Det var hans Hensigt at søge hen i de indre Egne af Bukn-Fjord, for, om muligt der at faa sig. Folk og Penge. Dog var Erlings Flaade i Hælene paa ham, og nærmede sig mere og mere, da de Skibe, hvoraf den bestod, vare lette og intet andet havde at bære end Folk og Vaaben, medens derimod Kongens Skibe, der havde ligget ude den hele Sommer, Høst og Vinter, vare opsvulnede og dertil tungt ladede. I Spidsen for den fiendtlige Flaade sejlede Erlings store Skejd, der gik hurtigere end de øvrige Skibe. For ej at fjerne sig.for meget fra dem, bød han sine Mænd at tage Reb i Sejlene. Da Olaf merkede dette, og nødig vilde komme i Kamp med den hele Flaade,.der var hans langt overlegen, søgte han ved List at lokke Erling fra sit Følge, for at kunne gjøre det af med ham alene, inden de andre kom efter. Han befalede i den Hensigt sine Mænd at lade Sejlene synke og stikke Aarerne ud, som om de af alle Kræfter søgte at komme afvejen, medens de derimod i Virkeligheden skulde sagtne Farten saa meget som muligt. Da Erling saa dette, troede han at de anstrengte sig til det yderste, og bød derfor sine Mænd tage Stenene ud og sætte afsted efter dem faa hurtigt de kunde. Paa den Maade fik Skejden atter et betydeligt Forspring. Da Olaf kom forbi Tungenes, skjulte dette ham for Erling, der troede at
