Landet, end Einar eller hans Søn Eindride, for hans Æts Skyld. Disse Løfter faldt Einar godt i Øret, og Knut opnaaede derved sit Ønske, at Einar aldeles lod sig vinde, og tilsagde ham Troskab[1].
Da Kong Knut havde befæstet sit Herredømme i det Nordenfjeldske og indsat Haakon Jarl til sin Statholder, drog han atter sydefter. Fremdeles holdt han Thing med Bønderne, sandsynligviis i de Hereder, hvor han ikke paa Oprejsen havde været, og modtog Troskabsed og Gisler. I al denne Tid havde Kong Olaf holdt sig uvirksom i Oslofjorden. De Mænd, han havde sendt til Gautland efter Skibene, vare slupne ud af Øresund, da Knut samlede, hele sin Flaade i Limfjorden; men de bragte ikke paa langt nær alle de Skibe, Olaf havde ladet blive tilbage. De fandt dem nemlig i en saa daarlig Forfatning, at de ansaa det tjenligst at brænde de fleste og kun beholde tretten, der vare i nogenlunde i ordentlig Stand, tilligemed Redskaben og Forraadene. Med denne ubetydelige Styrke kunde Olaf ikke tænke paa at gjøre Knut nogen Modstand. Da han derfor hørte at Knut drog nordefter, forlod han Tunsberg, og styrede med sine Skibe længer ind i Oslofjorden og derfra ind i Dramnsfjorden. Her, hvor hans Frænder boede i Nærheden, og hvor hvor han derfor var sikreft paa at møde Velvilje og Troskab, holdt han sig den hele Tid, Knut var i Norge, stundom opholdt han sig paa Oplandene, sandsynligviis hos sine Frænder paa Ringerike[2]. Da Knut kom tilbage til Agder, styrede han ikke lige tilbage til Danmark, men sejlede over Folden til Sarpsborg, hvor han ligeledes holdt Smug; og lod sig Landet tilsværge. Saaledes var han nu ogsaa hyldet i Viken, og havde, som det siges, underkastet sig Norge uden Sverdslag, saa at han nu beherskede trende Thjodlande. – Da først vendte han tilbage til Danmark, og derfra om Vaaren det følgende Aar til England[3], efter at have udnævnt Harald, en Søn af Thorkell den høje, til Statholder i Danmark, eller Formynder for Hardeknut. Da Olaf hørte at Knut var borte, vendte han tilbage til Tunsberg. Det var allerede sildigt paa Aaret. Hans Kongedømme i Norge maatte nu aldeles siges at være ophørt[4].
For Olaf var der nu egentlig intet andet tilbage, end at forlade Landet, da han under disse Omstændigheder ej længer kunde have noget blivende Sted
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 165, Snorre, Cap. 181, Fagrskinna, Cap. 105. Den legendariske Saga, Cap. 68. Ogsaa i Chron. Sax. siges det at Knut i Aaret 1028, efterat have drevet Olaf fra Landet, aldeles tilegnede sig Norge.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 105, siges der udtrykkeligt, at Olaf opholdt sig paa Oplandene, medens hans Skibe laa i Oslofjorden. Olaf den helliges Saga og Snorre nævne intet derom.
- ↑ Chron. Sax. ved 1029. Olaf den helliges Saga, Cap. 174, Snorre, Cap. 195.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 167, 168, Snorre, Cap. 183, 184.
