dem store Vejtsler og derhos Finnefærden, med andre Ord, han forlenede dem med hele Haalogaland; dertil gav han dem store Gaver. Alle andre Lendermænd, der kom til ham, og vilde hylde ham, gav han ligeledes baade Vejtsler og Gods med rund Haand, saa at de alle fik større Magt end hidtil[1].
Knut havde saaledes uden Sverdslag underkastet sig alle Kystfylkerne eller hvad der dengang ansaaes for det egentlige Norge, og havde tillige paa Ørething faaet Kongetitelen over det hele Rige. Merkeligt nok, det var nu just den Deel af Riget, der hidtil havde viist Danekongerne Hengivenhed, nemlig Viken og Oplandene, som længst blev Olaf tro, medens derimod Kystfylkerne, eller den Deel, der ellers var Haarfagre-Stammens Støtte, nu allerførst gav sig i Danekongens Vold. Men hertil bidrog vel deels, at Olaf selv hørte hjemme paa Oplandene, deels at han nu i denne Tid opholdt sig i Viken, og ved sit personlige Nærværelse hindrede Folket fra aabenbart Frafald. Da Knut saaledes var bleven anerkjendt som Norges Konge, holdt han i Nidaros et stort Thing, baade for Nordmændene og de ham ledsagende fremmede Tropper. Her satte han sin Søn Hardeknut i Højsædet hos sig, gav ham Kongenavn, og tildeelte ham Danmark; hvad Norge derimod angaar, bekjendtgjorde han, at han satte sin Systersøn Haakon Jarl til at bestyre alt det Land, han paa dette Tog havde vundet[2]. Fremdeles tog han Gisler af alle Lendermænd og Storbønder, enten deres Sønner, Brødre eller andre Nærpaarørende. Saa snart Haakon Jarl havde antaget Regjeringen, traadte Einar Thambarskelve frem af Privatlivet og sluttede sig aabenlyst til ham. Hidtil havde han, som det synes, holdt sig tilbage, da han formodentlig enten nødig vilde træde i umiddelbar Forbindelse med Knut, eller ogsaa har anseet sig bunden ved sit Forlig med Olaf, saa længe denne var Landets virkelige Konge. Men Knuts Anerkjendelse naa Ørething som Norges Konge var tillige en Erklæring af Folket, at Olaf havde ophørt at regjere. Haakon gav Einar alle de Vejtsler, som han forhen havde haft under Jarlerne Eriks og Sveins Regjering. Knut lod sig det ogsaa være heel magtpaaliggende at vinde den storættede, indflydelsesrige Einar. Han gav ham store Gaver, og ifølge sin sædvanlige Politik end større Løfter. Han sagde at Einar skulde være den øverste og gjæveste af alle ikke fyrstelige Personer i Norge, saalænge Haakon herskede, og lod sig derhos forlyde med, at om denne ej var til, vilde ingen efter hans Mening være nærmere eller bedre skikket til at bære Jarlsnavn i
