man havde gjort paa det sidste Krigstog, bleve slupne løs af Vestgoten Tove Valgøtssøn og Islændingen Egil Sidu-Hallssøn, den sidste af de fire Gisler, der endnu opholdt sig hos Kongen og havde gjort Følge med ham paa Toget. De skulde den Nat passe paa Fangerne, der holdtes bundne oppe i Land, og Tove ynkedes, som det fortælles, saaledes over at høre deres Jammer og Klage, at han overtalte Egil til i Forening med ham at skære deres Baand over og lade dem slippe bort. Herover blev Kongen, som venteligt var, meget opbragt, og ikke mindre Hæren; han havde nær ladet dem begge dræbe. Dog sparede han deres Liv, især da Tove lovede at bringe sin hedenske Fader Valgøt til Kongen for at han kunde blive døbt, hvilket ogsaa skede. Da Tove siden nævnes som en af Olafs troeste Tilhængere, kan man vel ej antage at Forræderi her var med i Spillet, men Sagen i sig selv maatte lige fuldt være Kongen meget ubehagelig[1]. Den fremskyndede maaskee hans Beslutning, at drage bort. Flere af hans Mænd raadede ham nu til at benytte den første gode Vind, og sejle ud gjennem Øresund, da Danerne, som de sagde, neppe vilde vove at angribe ham. Men Kongen lod Olaf Tryggvessøns Exempel være sig en Advarsel, og da han vidste, at der i Knuts Hær vare mange Nordmænd, mistænkte han, og visselig med Rette, dem af hans egne Mænd, der gave ham hiint Raad, for hemmeligen at staa i Ledtog med Knut. Han forkyndte derfor den Beslutning, at han vilde drage over Land gjennem Gautland til Norge; og at de som vilde følge ham, maatte gjøre sig rejsefærdige. Skibene med alle deres Forraad, som de ej kunde medtage, vilde han sende øster til en svensk Havn, hvor de kunde være under Sviakongens Varetægt. Den mene, som vægrede sig ved at følge Kongen, var Haarek af Thjøtta, der sagde at han var for gammel og tungfør, og for lidet vant ved at gaa, til at drage
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 153. Snorre, Cap. 165. Beretningen er, egentlig legendarisk, og fortælles vidtløftigt saavel i den leg. Saga, Cap. 53–55, som i Flatøbogen (Fornm. S. V. S. 321); det heder at Olaf siden helbredede Egil for en Hjerte-Sygdom; Valgaut (ogsaa kaldet Valgard) gjøres til Jarl, og Begivenheden sættes i Forbindelse med en, som det synes, aldeles uhjemlet og urigtig Fortælling om et Fredsmøde, Olaf skulde have aftalt i Limfjorden med Knut, men hvor denne udeblev, og hvor Olaf fik saa tydelige Beviser paa at Knut vilde svige ham, at han besluttede at herje, tage alle femtenaarige og derover til Fange, og plyndre saa meget Gods som muligt. Disse Fanger skulde da Egil og Tove siden have sat paa fri Fod. Sagnet er aabenbart vedligeholdt i Egil Sidu-Hallssøns Æt; der tales ogsaa om at Egil havde sin Kone Thorlaug og Datter Thorgerd med sig, om hvilken sidste Kong Olaf sagde at hun var bestemt til en stor Lykke: her sigtes til, at hun siden blev Moder til den hellige Biskop Jon. Ligeledes nævnes Egils Søn, der efter hans Ven blev kaldet Kone, og dennes Datter Thordis. Naar det legendariske fraregnes, er der i sig selv intet urimeligt i selve Beretningen om Fangernes Løsladelse. At den fremskyndede Kongens Afrejse, siges temmelig tydeligt i Fornm. S. S. 323.
