til Fods til Norge, og heller ikke gjerne lod sit Skib i Stikken. Olaf sagde at han gjerne skulde lade ham bære, om han blot vilde følge med dem, men forgjæves; Haarek havde nu engang bestemt sig til at drage til Vands, og det vilde han, om faa Knut laa med nok saa mange Hærskibe i Øresund. Olaf maatte lade ham have sin Vilje, og sendte sine Mænd afsted med de øvrige Stive øster til Kalmar, hvor de bleve satte paa Land, og Redskab og Forraadene forsonede. Derpaa tiltraadte han Vandringen gjennem Sverige. Hans Mænd bare sine Gangklæder og Vaaben paa sig; de øvrige Klæder og Løsøre førtes i Kløv paa de Heste, de kunde faa. Vejen gik gjennem Smaaland og Vestergautland ned til Viken, og nord efter Viken til Sarpsborg. Kongen drog stille og fredeligt frem, og paa hele Vejen gjennem Sverige viste Indbyggerne ham den venligste Hjelpsomhed. I Sarpsborg indrettede han sig til Vintersæde, og gav de fleste af den forsamlede Hær Hjemlov,i idet han kun beholdt enkelte Lendermænd hos sig, efter som det syntes ham tjenligst. Blandt dem vare alle Arnessønnerne, der stode i størst Anseelse hos Kongen. Hvad Kalf angaar, da kan Kongen dog ikke have haft synderlig Tillid til ham, men har vel helst ønsket at have ham tinder Opsigt. Det samme kunde ej have været afvejen med Haarek, men denne var nu allerede sin egen Herre. Da han paa sin Hjemrejse kom til Øresund, lod han Sejlet, Masten og Vindfløjen tage ned, Skibet ovenfor Vandgangen indhylle med graa Tjeld, og satte nogle af sine Mænd til at ro for og agter, medens de øvrige fik Befaling at sætte sig saa lavt nede som muligt. Knuts Udkiksmænd, der saa det uanselige, mastløse, kun ved svag Retning fremdrevne og tilsyneladende svært ladte Skib, troede at det var en Salt- eller Silde-Skude, og ændsede det ikke. Men da Haarek vel var kommen ud af Øresund og forbi Flaaden, lod han Masten sætte op med forgyldt Fløj, og det snehvide Sejl, med blaa og røde Slaver, hejse. Knuts Mænd troede nu at det var Olaf selv, som sejlede der; men Knut sagde at Olaf var meget for klog til at han med et eneste Skib skulde ville vove sig igjennem den fiendtlige Flaade; og at dette snarere var Haarek i Thjøtta eller en anden saadan Mand. Derfor, siges der, har man antaget for vist, at Knut vidste god Besked om Haareks Færd, og at han ej havde ladet ham slippe saa fredeligt igjennem, hvis der ikke tidligere var gaaet venskabelige Budsendinger imellem dem, hvilket ogsaa af de følgende Begivenheder bekræftede sig. Haarek fortsatte Rejsen og kom i god Behold til sit Hjem i Thjøtta. At han ikke strax sluttede sig til Knut, kom formodentlig deraf, at han endnu havde endeel at udrette hjemme i Haalogaland, saaledes som det nedenfor vil sees[1].
- ↑ Olaf den helt. Saga, Cap. 155, 156. Snorre, Cap. 168, 169. Fagrskinna, Cap 104, 102. Den leg. Saga, Cap. 66, 67. Fagrskinna lader Olaf selv begive sig til Kalmar med sin Flaade for der at oppebie at Danehæren skulde