Da Kongerne Olaf og Anund fik høre, at Knut havde lagt sig i Øresund med sin Hær, holdt de atter Huusthing for at raadslaa. Olaf sagde at det var gaaet aldeles som han gjettede, nemlig at Knut ikke længe vilde blive liggende i Helgeaa, og at det derfor nu alene kom an paa at være udholdende og tilbringe Høsten ombord paa Skibene, for at ogsaa den anden Deel af hans Gjetning skulde gaa i Opfyldelse, nemlig at Knuts Flaade for en stor Deel vilde opløse sig, og han selv kun beholde et ubetydeligt Antal Skibe tilbage, hvormed han neppe vilde kunne modstaa et Angreb af den forenede norsk-svenske Hær. Men Sviarne vægrede sig aldeles ved at oppebie Frosten og Vintren, om end Nordmændene havde Lyst dertil. Disse, sagde de, kjendte ikke til, hvilke Islag der ofte kunde danne sig paa den svenske Kyst, saa at ikke sjælden hele Havet frøs. Selv vilde de nu hjem og ikke længer ligge ude. De talte saa heftigt i Munden paa hinanden, og viste sig saa utaalmodige, at Kong Anund ikke vovede andet end at give efter, og virkelig drog bort med hele sin Flaade. Olaf blev en Tidlang liggende tilbage, idet han oftere havde Sammenkomster og Raadslagninger med sine fornemste Høvdinger, om hvad der under disse Omstændigheder var at gjøre. Hans Stilling var mislig nok. Han befandt sig langt fra sit Rige,.hvor Stemningen ingenlunde var ham god, og hvor Udsendinger fra Knut allerede bearbejdede Folket, medens Vejen derhen var sperret for hans Flaade. Endogsaa i den Hær, der omgav ham, indfandt der sig hemmelige Udsendinger fra Knut, der gave sig i Tale med mange, tilbøde dem Penge og gave dem de bedste Løfter i Knuts Navn, og søgte paa alle Maader at forlede dem til Frafald, hvilket ogsaa for en stor Deel lykkedes, skjønt de, der saaledes havde ladet sig forføre, endnu ikke aabenbart lagde deres Sindelag for Dagen, men indskrænkede sig til, under de Raadslagninger, der holdtes, at sige snart et, snart et andet, og modsætte sig de af Olaf og hans paalidelige Venner fremsatte Forslag, saa at man ikke kunde komme til nogen Enighed. En Nat hændte det sig, at alle de Fanger, som
for at søge Beskyttelse hos sine Mødrenefrænder; han maa endog efter sin Mormoder Sigrid have haft Besiddelser i Sverige, nemlig en Deel af den saakaldte Sigridlev, hvoraf meget i det 13de Aarhundrede tilhørte hans Ætling Valdemar II, se dennes Jordebog i Langebeks Scr. rer. Dan. VII. S. 529. I Harald Sig. Saga, Cap. 26, staar ogsaa, at da Magnus den gode efter Hardeknuts Død var bleven Konge i Danmark, kom Sven Ulfssøn til ham fra Gautland: det siges udtrykkeligt at han havde opholdt sig hos Anund og ingen Erstatning havde faaet af Knut den mægtige for Faderens Død, hvilket neppe kan forstaaes anderledes end at Sven efter Ulfs Drab havde flygtet til Sverige. Ogsaa Mag. Adam (II. 71) fortæller at Sven Ulfssøn i 12 Aar opholdt sig i Krigstjeneste hos Anund (altsaa maaskee fra 1027–39) og derfra rejste til England. Saxo, S. 524, fortæller Anledningen til Ulfs Drab saaledes, at han ved et Gilde i Roskilde i Drukkenskab sang Smædeviser over Knuts Uheld i Helgeaa, og at Kongen derfor lod ham dræbe, dog ej i Kirken, men ved Bordet.
