(altsaa den 28de September) drog op til Roskilde, hvor Ulf Jarl modtog ham med et prægtigt Gjestebud, som om der intet Uvenskab havde været imellem dem, medens Kongen derimod ved sin Taushed og Uvenlighed tydeligt nok lagde for Dagen, at han ikke betragtede deres Mellemværende som afgjort. Og endnu samme Aften fik han Anledning nok til at tage Hevn over ham for hvad han tidligere havde forbrudt. Ulf foreslog ham nemlig et Parti Skat, spe at bringe ham i bedre Lune; men under Spillet kom Knut til at gjøre et Fejltræk, hvorved han blottede en Springer, som Ulf derfor tog fra ham: Knut vilde gjøre Trækket om, men Jarlen vilde ikke tillade dette, og glemte sig i sin Hidsighed saaledes, at han stedte Brettet om, stod op, og gik bort. Da sagde Kongen: „Render du nu, Ulf den rage (d. e. frygtsomme)?“ Jarlen vendte sig i Døren og sagde: „Længere vilde nu nok have rendt i Helgeaa, om du havde kunnet, og da kaldte du mig ikke Ulf den rage, da jeg lagde til for at hjelpe dig, medens Sviarne bankede eder som Hunde“. Den følgende Morgen (29de Septbr.), da Kongen stod op og klædte sig, sendte han sin Skosvend hen for at dræbe Ulf. Han vendte tilbage med uforrettet Sag, fordi Jarlen var gaaet i Lucii-Kirken. Da bød Kongen Nordmanden Ivar hvile, Haakon Ladejarls Dattersøn, der opholdt sig hos ham som hans Hirdmand og tilbragte Natten i samme Værelse, at gaa ind i Kirken og nedlægge Jarlen. Ivar havde ikke saa mange Betænkeligheder som Skosvenden; uden Hensyn til Kirkegriden gik han ind, sandt Jarlen i Choret, og gjennemborede ham. Presterne ved Kirken lode den strax tillukke, men aabnede den dog igjen paa Kongens Befaling at de skulde lukke den op og holde Messe: imidlertid maatte Kongen for dette Brud paa Kirkegriden skjøde betydelige Ejendomme til Kirken, og han forlod strax efter Roskilde og begav sig tilbage til sine Skibe, med hvilke han blev liggende i Øresund langt ud paa Høsten[1].
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 149–151. Snorre, Cap. 162–163. Fagrskinna, Cap. 114, 115. Her nævnes ikke Ivar hvite, kun en „Ridder“ som Ulfs Drabsmand. Her henlægges ogsaa Hardeknuts Underkastelse til Tiden efter Ulfs Drab. Knut, heder det, sendte Bud efter Hardeknut og Sven Ulfssøn, af hvilke den første faldt ham til Fode, udleverede ham Indseglet, og svor ham en Ed selv 12te, at han ikke skulde holde Danmark uden som et Len at Faderen, med Titel af Underkonge. Om Sven staar derimod intet andet, end at han lange opholdt sig i Sverige og nød stor Anseelse, fordi Olaf svenske, Anunds Fader, var hans Morbroder. Da det er langt sandsynligere, hvad Olafssagaen fortæller, at Hardeknuts Underkastelse skede før Ulfs Drab, og da det ikke engang er rimeligt at hans Søn Sven efter Drabet skulde have villet opholde sig hos Knut, eller begive sig til ham, om han end sendte Bud efter ham, ligesom Fagrsk. heller ikke veed om nogen Forhandling mellem Knut og Sven sat fortælle, men strax efter lader ham „opholde sig i Sverige“; bliver det saa gode som aabenbart, at Sven ved Faderens Død har taget Flugten til Sverige,
