der ej kan have været langt fra det nuværende Karlskrona[1]. Her laa Kongerne om Natten. Sviarne vare imidlertid blevne kjede af den langvarige Leding, og en stor Deel af dem sneg sig derfor bort i Mørket, og drog østover, for saa snart som muligt at komme hjem. Da det blev lyst om Morgenen, og Kong Anund merkede denne store Afgang, lod han blæse til Huusthing, og hele Hæren gik paa Land. Her forestillede han Kong Olaf, at da de med den store Flaade, som de om Sommeren havde haft, alene havde vundet en Deel Bytte, men intet Stykke Land, var der ingen Rimelighed for, at de nu, med saa meget mindre Styrke, kunde udføre nogen Bedrift, hvorved de vilde indlægge sig Hæder; han selv havde om Sommeren haft halvfjerdehundrede (480) Skibe, og af dem var der nu kun hundrede (120) tilbage. Disse med de 60, som Kong Olaf havde, vare ikke tilstrækkelige til at modstaa Knuts Overmagt. Han foreslog derfor Olaf at følge ham hjem til Sverige, og tage Vinterophold i hans Rige og paa hans Bekostning, hvis han ikke foretrak at drage til Lands gjennem Sverige hjem til Norge. Olaf takkede ham for Tilbudet, men meente dog, at ligesom han selv fra først af havde haft halvfjerdehundrede Skibe, men fundet sig bedst tjent med alene at beholde 60 af de bedst udrustede og bemandede, saaledes antog han at det ogsaa var den bedste Deel af den svenske Flaade, der var bleven tilbage, og at man med denne samlede Styrke nok kunde ligge ude den hele Vinter paa de gamle Hærkongers Viis. Knut vilde da enten forfølge dem, i hvilket Tilfælde de kunde trække sig tilbage østefter, og vilde da snart faa Forstærkning, eller han vilde vende om og lægge ind i Havn, i hvilket Tilfælde ogsaa hans Ledingsfolk snart vilde længes hjem og adsprede sig: naar man da angreb ham, vilde der være Udsigt til at overvinde ham. Dette Forslag fandt Bifald, og der blev efter Olafs Raad sendt Speidere for at erfare, hvad Knut tog sig for. Denne havde ligeledes paa sin Side ladet holde Øje med de forbundne Kongers Bevægelser. Da han erfarede, at en stor Deel af deres Flaade var dragen bort, og at der saaledes ingen Rimelighed var for, at de vilde oppebie noget nyt Slag, fandt han det ufornødent at forfølge dem, men vendte tilbage til Sjæland, og lod sin Flaade lægge sig i Øresund, deels ved den sjælandske, deels ved den skaanske Kyst, medens han selv med et stort Følge Dagen før Mikkelsmesse
- ↑ Barvik eller Bardvik, som det ogsaa skrives, have flere antaget for at være Baresund i Gryts Sogn i Hammerkinds Hered i Østergøtland, der danner Indløbet saavel til Norrkøping som til Søderkøping. Men da det siden (i Cap. 155, Snorre, Cap. 168) udtrykkeligt heder, at Olaf fra Barvik lod sine Skibe flytte „øster til Kalmar“, ligesom det ogsaa sees at have ligget omtrent en Dags Sejlads fra Helgeaa, maa det nødvendigviis søges omtrent midtvejs mellem denne og Kalmar, altsaa i det østlige Bleking. Strax vestenfor Karlskrona er der en Gaard ved Navn Baraakra ved en Vig; maaskee denne Vig er Barvik (se Munthes Anmærkning til Aalls Snorre, I. S. 308).
