sikreste Parti, nemlig at give sig Mine af Hengivenhed for ham, og komme ham til Hjelp. Men Knut lod sig ikke skuffe derved, som det siden viste sig.
De forbundne Konger styrede nu, som de havde besluttet, østefter langs den svenske Kyst, og lagde om Aftenen ind i en Havn, ved Navn Barvik,
Deres Ravne „Ulf og Eilif“ stemme paa det merkeligste med Chron. Sax., „Ulf og Eglaf“. De kaldes heller ikke endnu-Jarler, medens derimod Godwine og andre Jarler nævnes med denne Titel. Anund har altsaa maaskee betroet dem Anførselen over Flaaden (snarest en i Hast sammenbragt Mængde af Baade) medens han selv har anført Landtropperne, men de have været heldigere end han. Og til denne Kamp sigter maaskee Knut i sit før omtalte Brev fra Rom 1027, hvor han fortæller, at hans Fiender gjerne vilde have berøvet ham Liv og Rige, men „at Gud havde gjort deres Tapperhed til intet“. Thi disse Ord hentyde unegtelig paa et Slag, som havde fundet Sted allerede før hans Udrejse fra Danmark. At Saxo har kunnet forvexle Ulf Ragnvaldssøn med Ulf Jarl, er ikke saa besynderligt, da Ulf virkelig stod paa en spendt Fod med Knut, jog han desuden ogsaa, som vi have seet, havde en Broder ved Navn Eilif. Men Saxo, som derhos forvexler dette Slag med Slaget i 1027, og dertil henlægger det til Tiden efter at Olaf var fordreven fra Norge, synes tillige sat forvexle; Ulf med Olaf, idet han gjør Ulf til Anfører af Flaaden, og lader det vare ved hans List, at Danerne druknede, ligesom maaskee og den Omstændighed, at Olaf efterlod fine Skibe, har foresvævet ham, hvor han lader Ulf i al Stilhed forlade Skibene med sine Mænd. Saxo er ikke ene om at forvexle Ulf og Olaf, thi ogsaa den legendariske Olafs Saga kalder den første Olaf Jarl, ikke Ulf. Og naar den lader Knuts Gesandtskab til Kong Anund, der, som vi have seet, afsendtes i 1025, treffe ham strax før Slaget i Helgeaa, ligger ogsaa heri en Antydning af, at enkelte have henført Helgeaa-Slaget til 1025. Hvis der virkelig, hvad vi efter det foranførte næsten maa antage for vist, fandt to Slag i eller ved Helgeaa Sted i en saa kort Tid, som mellem 1025 og 1027, kan man nok holde de gamle Sagnfortællere til Gode at de forvexlede og sammenblandede dem. At Sammenstød mellem Daner og Sviar oftere kunne have fundet Sted i hiin Egn, er sandsynligt formedelst dens Beliggenhed paa Grændsen. – Vi have dog ikke i Texten selv vovet at omtale mere end eet Slag, det historisk sikre i 1027, da Antagelsen af tvende kun hviler paa Gisning, og desuden det første Slag, mellem Knut og Anund, ikke strengt taget kan siges at vedkomme Norge, ligesom det heller ikke nævnes i Sagaerne. – Se svenske Chronister have for øvrigt grebet Saxos Beretning om Slaget ved Stangebjerg og henført den til Kong Emund slemme eller gamle, Anunds Efterfølger, under den Form, at Emund med en Herr angreb Skaane, men at Knut rike fra England sendte imod ham Ulf Sprakalegg, der slog og fældte ham ved en Bro, kaldet Stangapelle. Fants Scr. rer. Sv. I. S. 4. Denne Beretning, hvis Urimelighed endog fremgaar deraf, at Emund blev Konge først længe efter Knuts Død, og at Saxo heller ikke siger at Omund er falden, men kun overvældet (obrutus), gaar igjennem alle de senere svenske Krøniker, Riimkrøniken (S. 257), og fornemlig Ericus Olai (II. 56) som her især er forvirret, fordi han ogsaa gjennem den i svenske Riim parafraserede Olaf den helliges Saga kjender noget til de norske Beretninger. – Viljam af Malmsbury (Savile S. 74) rører Beretningen i Chron. Sax. om Slaget mod Ulf og Eglaf, og Henrik af Huntingdons, om Kampen med Venderne (se ovenfor S. 671) sammen, idet han lader Sveriges „Konger“, Ulf og Eiglaf underkaste sig ved Godwines Forestillinger.
