der dog egentlig maatte siges at tilkomme Knut, for saa vidt han beholdt Valpladsen, om end hans Folketab var betydeligt. Ulfs Forhold under Slaget maa ganske vist have været heel tvetydigt. Det synes næsten, som om han en Stund var uvirksom Tilskuer, indtil han ved at see, at Kongernes Plan kun halvt var lykkets, og at Knut tilsidst vilde beholde Overmagten, tog det
rigtignok tænke sig en Forvexling af „Aahus“, der ligger ved Elvens Udløb i Havet, med „Aasum“ ved Helgesjø, og antage, at Saxo paa Grund deraf vilkaarligt har henført Scenen til den øvre Sø, og lempet Beskrivelsen derefter. Men vanskeligere bliver det med Slaget ved Stangebjerg, der umuligt synes ganske at kunne være opdigtet af Sagnfortællerne, medens det paa den anden Side ikke synes tænkeligt, at Anund skulde have fjernet sig saa langt fra Skibene, ligesom det ogsaa aldeles strider mod Sagaens Ord. Vi maa derfor her tage vor Tilflugt til den Gjetning, at Slaget ved Stangebjerg har været leveret ved en anden Lejlighed, som Sagaerne ikke omtale, fordi den ikke vedkom Norges Historie, og at Saxo urigtigt har sat det i Forbindelse med Slaget i Helgeaa. Der er nemlig intet, som hindrer os i at antage at Knut allerede tidligere, i 1025, har overvundet Anund paa et Herjetog, som denne fra Smaaland eller Bleking af har foretaget ind i Skaane. Om Vintren 1025–26 berejste Anund, som vi have seet, Vestergautland: han kan saaledes let have gjort et saadant Strejfetog ned igjennem Smaaland til Skaane, og der bestaaet en Kamp med Knut ved Stangebjerg, uden at derfor Sagaerne behøvede at omtale det. Dette giver os maaskee Nøglen til, hvorledes Henrik af Huntingdon og nogle senere Haandskrifter af Chron. Sax. virkelig, som vi ovenfor have nævnt, i 1025 kunne lade Knut drage til Danmark og kæmpe med de Svenske ved Helgeaa. Knut, heder det, drog til Danmark med en Flaade „til Holment“ ved Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf kom ham imøde med en meget stor Styrke baade til Lands og Vands fra Svithjod; Knut tabte mange Folk, og Sviarne beholdt Valpladsen. Denne Beretning grunder sig vel for en Deel paa en Forvexling med det store Slag 1027, men den vilde dog neppe være bleven henført til 1025, hvis der ikke virkelig ogsaa da havde fundet en Kamp Sted i Nærheden af Helgeaa, som siden er bleven forvexlet og sammenblandet med den anden. I den angliske Beretning om Slaget 1025 tales kun om Sviar, ikke om Nordmænd, der tales, ligesom hos Saxo, om „Holmen“ ved Helgeaa; der tales ligeledes baade om Landhær og Flaade, medens Sagaerne kun nævne om den sidste; Ulf nævnes som Sviarnes Anfører, ligesom hos Saxo, og naar Chron. Sax. ikke omtaler Slaget til Lands, der var fordeelagtigt for Knut, men kun Slaget til Søs, hvori han tabte, kan dette forklares derved at Krønikenotitsen kun holdt sig til det endelige Resultat, hvilket endog efter Saxo unegtelig var dette, at Knut, skjønt han sejrede til Lands, dog led et Nederlag til Søs. Af denne Grund har Chron. Sax. heller ikke nævnt Anund, men kun Ulf og Eglaf (Eilaf) Flaadens Anførere. Ved Ulf behøver man for øvrigt ikke her med Saxo at tænke paa Ulf Jarl, Knuts Svoger. Vi vide af Sagaerne, at den paa Grund af sit Venskab for Kong Olaf af Sviakongen Olaf Erikssøn forjagne og med Dronning Ingegerd til Rusland overflyttede Ragnvald Jarl havde to Sønner, Ulf og Eilif Jarl. Da der efter Olaf svenskes Død herskede den bedste Forstaaelse mellem det norske og svenske Hof, og saaledes den Grund, der gjorde Ragnvald Jarl forhadt ved det sidste, nu var ophørt, er intet rimeligere end at Ragnvalds unge Sønner – han selv var vel for gammel dertil – for en Tid vendte tilbage til Fædrelandet, og toge Tjeneste hos deres Frænde Anund.
