Denne siden er korrekturlest
733
Slag i Helgeaa.
ning ved at understøtte Knut, lagde til og begyndte en Kamp. Knuts øvrige Skibe, af hvilke mange havde ligget udenfor Aaen, og derved undgaaet Ødelæggelsen, samlede sig nu ogsaa om ham, og Olaf og Anund merkede at der for Øjeblikket intet mere var at udrette, men at de maatte lade sig nøje med den Fordeel, de allerede havde erhvervet. Selv havde de ingen Folk mistet, Knut derimod en stor Mængde. Men de skjønnede, at dersom de forbleve længer der, og biede indtil Knut fik sin store Flaade samlet, vilde et Nederlag være dem vist. De besluttede derfor at drage østover, og saaledes endtes dette merkelige Slag[1]. Begge Parter tilskreve sig Sejren,
- ↑ Paa denne Maade beskrives Helgeaa-Slaget i Olaf d. hell. Saga, Cap. 145, 146, og hos Snorre, Cap. 159, 1600 Beskrivelsen synes at hidrøre fra et Øjevidne og bærer fuldkommen Troværdighedens Prag. Saxo derimod fortæller det anderledes(S. 518–520). Knut, siger han, hørte af Sjellandsfarerne, at Anund (Omundus) havde besat Skaane med en Landshær, Ulf Helgeaa med en Flaade. Derfor drog han selv mod Anund, men sendte en Flaade mod dem, der laa i Helgeaa. Han overvandt Anund i et stort Slag ved Stangebjerg. Ved Efterretningen herom vilde Flaadens Anførere ej staa tilbage for ham i Tapperhed, men besluttede at angribe Fienden. Denne havde besat en Ø i Elven, og for at komme til den byggede de fra en anden Ø en Dæmning til hiin over den mellemliggende Arm af Elven, der her udvider sig ligesom en Indsø. Ulf, der her optræder som den fiendtlige Anfører, bød sine Folk ikke forstyrre de Danske i Arbejdet, da de selv derved beredede sig Undergang, men kun siden, naar de gik over, at angribe dem med Kastespyd og Pile. Da Arbejdet var fremskredet, opstillede Ulf sine Folk i Slagorden paa den anden Side, som om han vilde formene Danerne Overgangen. Derover bleve disse saa hidsige paa at begynde Angrebet, at de i altfor store Masser stormede ud paa Broen, der brast under dem, hvorved de alle sammen ynkeligt druknede. Imidlertid begyndte Ulf at frygte for den sig nærmende Knuts Hevn, og besluttede derfor ved en List at frelse sig. Han lod om Natten sin Hær forlade de større Skibe og bragte den hemmelig over paa den anden Side. Da Knut om Morgenen angreb Skibene, merkede hans Folk, at de vare tomme. Kongen lod derpaa Indsøen undersøge, og de omkomnes Lig begrave ved Aasum. Ved denne Beskrivelse af Slaget er det først og fremst at merke, at Valpladsen henføres til et andet Sted, end i Sagaerne. Disse henlægge den yderst ude i Aaens Munding, saaledes at endog en Deel af Knuts Flaade ligger ude paa Havet. Saxo derimod taler om at Elven paa dette Sted udvider sig til en Sø; han lader Knut begrave sine faldne Krigeres Lig ved Hurum, der ligger ved den øvre, større Indsø, lige over for Christianstad, og lader ham i Forvejen overvinde Anund ved Stangebjerg, der ligger endnu længer mod Nordvest i Nærheden af Vinsløv i vestre Gyinge Hered. Ifølge Saxo maa altsaa Knut have gaaet i Land i Skaane, og sendt Flaaden fra sig omkring Falsterbo, medens han selv med en Landhær er marscheret tvers igjennem Skaane til Gyinge Hered, har der stødt paa Anund ved Stangebjerg, og er siden dragen sydøstefter til Helgesjø, hvor den fiendtlige Flaade imidlertid har bestaaet en Kamp med hans egen. Dette afviger ganske fra, hvad Sagaerne fortælle, og er tillige heel usandsynligt i Forhold til de øvrige Omstændigheder, thi de forenede Konger vilde vel neppe, naar de ventede Knuts overlegne Flaade, have vovet sig saa langt op i Landet med sine Skibe, som til Aasum. Her kan man dog
