Da de kom til Helge-Aa[1], lagde de op i den. Her hørte de, at Knut fulgte efter dem og besluttede derfor at oppebie ham her, hvor der var bedst Anledning til at berede ham en varm Modtagelse. I denne Hensigt lod Olaf den Indsø, hvorfra Helgeaaen løber ud, og ved hvilken Staden Christianstad nu ligger, tilstoppe i Udløbet ved en Dæmning af Torv og Træ, og tillige ved Diger og Grave forene med andre Smaasøer, saa at den steg højt over sine Bredder; i Elvelejet lod han derimod styrte en Mængde fældte Trær. Imidlertid passede Kong Anund paa Flaaden. En Aften meldte hans Spejdere, at Knuts Flaade nærmede sig, og ikke havde langt til Land. Da lod Anund blæse til Strid, Tjeldingerne bleve nedtagne, Mandskabet væbnede sig, og man roede efter hans Befaling ud af Havnen, og lagde sig strax østenfor Indløbet, hvor Skibene sammenføjedes og ordnedes til Striden. Det var imidlertid for sildigt om Aftenen til at begynde noget Slag, og Knut, som saa, at den fiendtlige Flaade havde rømmet Havnen for ham, lagde derfor ind med sine Skibe. Hans Flaade var saa stor, at heldigviis ikke alle Skibene fik Rum i Havnen, men den største Deel laa ude paa Havet. Imidlertid sendte Anund et Iilbud til Kong Olaf om at Knut var kommen. Strax lod han Dæmningen gjennembryde, og skyndte sig derpaa om Natten ned til sine Skibe. Den følgende Morgen, da det var tyst, befandt en Mængde af Knuts Folk sig oppe paa Land, hvor de samtalede og fornøjede sig. Men med eet, inden de vidste Ordet af, kom en umaadelig Vandmasse fossende ned, oversvømmede Bredderne, og drev store Trær mod Skibene, der lede stor Skade. De som stode paa Land, og mange af dem, som befandt sig paa Skibene, druknede. Alle, som kunde komme til, kappede Landtougene, og Skibene dreve i den største Forvirring ud efter Aaen. Den store Drage, paa hvilken Kong Knut befandt sig, drev med Strømmen lige hen til Kongernes Flaade, hvor den omringedes og blev angreben fra alle Kanter. Men da Skibet var meget højere end de fiendtlige Skibe, og forsynet med en talrig og stridbar Besætning, forsvarede det sig, indtil Ulf Jarl, der nu fandt bedst Reg-
- ↑ Helgeaa, der er en kort, men bred Strøm, som forbinder en Række af Søer, hvoriblandt den store Helgesjø, ved hvilken Christianstad ligger, med Østersøen, var i hine Tider ikke langt fra den svenske Grændse, da Bleking paa den Tid endnu tilhørte Sverige. Dette viser sig deels deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 147, Snorre, Cap. 161, udtrykkelig siger at Olaf og Anund strax efter Slaget i Helgeaa sejlede øster langs Sviakongens Rige (hvortil altsaa Bleking maatte høre) og lagde ind i Barvik, der saaledes selv maa søges i Bleking, deels deraf at Cap. 155, Snorre, Cap. 155, fortæller at han fra Barvik lod sine Skibe bringe „øster til Kalmar“.
gjæves, viser Sighvats Ord i Knutsdraapa: „De tapre Fyrster formaaede ej paa deres Tog at underkaste sig Danmark; da lod Danernes Fiende skarpt herje Skaane“.
