Skinnet af Ilden, som endnu brandt, at der fra et andet Huus kom en Mand, hvis Lige han ej havde seet i Højde; han havde Skarlagensklæder besatte med Guld og saa meget statelig ud. Han hørte ham bebrejde Thore og Konen at de toge imod Gjester, naar de neppe havde saa megen Mad at de kunde bjerge sig selv, men Konen sagde: „vær ikke vred, Broder; dette hændes jo saa.sjælden, bedre var det efter min Mening, om du vilde verre dem til nogen hjem, thi dertil er du bedre skikket end vi“. Thorodd skjønnede heraf, at den høje Mand maatte være Konens Broder. Han hørte ogsaa at de kaldte ham Arnljot Gelline[1], og nu vidste han, hvo han var, thi han havde oftere hørt Arnljot omtale som den største Stimand og Ugjerningsmand. Om Natten sov Thorodd og hans Staldbroder, da de vare trætte af at gaa, men da der endnu var en Trediedeel af Natten tilbage, kom Arnljot og vækkede dem, idet han bad dem staa op og følge ham. De stode strax op og.klædte sig. Da de havde faaet Dagverd, gav Thore dem hver et Par Ski, og de begave sig paa Vejen, Arnljot i Spidsen; han havde et Par Ski, der baade vare brede og lange. Neppe havde han sat Skistaven mod Jorden, førend han var langt foran dem. Han biede da og sagde, at de paa den Viis ikke vilde komme nogen Vej, men bad dem derimod staa bag paa Skierne med ham. De gjorde saa. Thorodd stillede sig ham nærmest og holdt sig i hans Belte; den anden holdt sig igjen i Thorodd. Derpaa satte Arnljot afsted, lige saa hurtigt som om ingen stod paa med ham. Ud paa Natten kom de til et Sælehuus eller aabent Herberge for Rejsende, hvor de toge ind, tændte Ild og spiste; Arnljot spiste af en Sølvdisk, som han tog frem af sin Lomme; derpaa lagde de sig til at sove[2].
- ↑ Alrnljot Gelline nævnes allerførst paa Kong Olaf Tryggvessøns Tid, for saa vidt som det siges, at Vikar af Tiundaland, en af Kæmperne paa Ormen lange (se ovf. S. 381) var en Broder af Arnljot Gelline. Heraf sees det, at Arnljot maa have været svensk af Fødsel, fra selve Tiundaland, eller det Landskab, hvor Upsala ligger. Hvorledes han var kommen til at slaa sig paa Røveri og Stimandsfærd, omtales ikke; men sandsynligviis er det vel gaaet ham som hans Svoger Thore, at en Drabssag eller et andet lignende Uheld har nødt ham til at flygte bort i øde Marker, og der friste Livet som han bedst kunde. Noget lignende fortælles, som vi have seet (1 B. S. 529), om den gautske Jarl Ingemunds Søn, der havde lagt sig paa Røveri paa Lesjeskogen, og blev dræbt af den raumsdalske Hersesøn Thorstein. I den for Resten temmelig upaalidelige Fortælling om Harald Haarfagres Skaldes Rejse til Sverige (se 1. B. S. 58l) tales der ligeledes om nogle svenske Stimænd af høj Byrd, der havde taget deres Leje i Grændseskoven for at plyndre Rejsende. Man skulde saaledes næsten formode, at dette oftere hendtes i Sverige og de østlige Landskaber af Norge, hvor de store Skove gave Stimændene et godt Tilhold.
- ↑ Olaf den helliges Saga udsmykker her Beretningen med et fabelagtigt Æventyr, som Thorodd skulde have bestaaet, eller rettere, hvortil han var Vidne. „Da de kom ind i Sælehuset og de skulde spise, sagde Arnljot at de maatte vogte sig for at kaste Been eller Smuler ned. Han gjemte Levningerne, og
