søgte efter dem med Sporhunde. De bleve fundne, grebne, førte tilbage til Gaarden og stængte ind i en dyb Kjelder nedenunder en Skemme eller et fritstaaende Huus. De fik kun lidet Mad, og ingen flere Klæder, end dem, de havde paa sig. Nu kom den Tid, da Thorar skulde til Gilde hos sin Svoger. Han fulgte ham med alle frie Mænd paa Gaarden, men satte sine Trælle til at passe paa Fangerne. Trællene, der havde faaet et godt Forraad af Drikke, og nu kunde raade sig selv, gjorde sig allerede samme Aften meget lystige, og da de bleve drukne, enedes de om at give Fangerne. Mad, for at de ingen Mangel skulde lide. Thorodd fornøjede dem til Gjengjeld med at kvæde for dem, og de syntes saagodt herom, at de kaldte ham en ypperlig Mand og gave ham et langt brændende Lys. Nu kom de Trælle, der hidtil havde været inde paa Gaarden, ud til dem, og bade dem snarest muligt komme ind. De gjorde saa, og i Drukkenskaben glemte de at tillukke saavel Skemmen som Kjelderlemmen. Thorodd og hans Kammerat lode ikke denne Lejlighed til at undfly gaa ubenyttet. De skyndte sig at skære deres Kapper i Strimler, som de knyttede sammen; derved fik de en Art af Toug istand, paa hvis ene Ende de sloge en Knude, og kastede den op paa Gulvet, hvor den viklede sig om Foden paa en Kiste og fæstede sig. Nu lod Thorodd sin Kammerat stige op paa sine Skuldre, og hjalp ham derved til at klatre op ad Touget igjennem Kjeldergluggen. I Skemmen var der Reb nok; et af disse tog han nu og slap Enden ned til Thorodd. Men han var ikke istand til at drage ham op. Thorodd bad ham da kaste den ene Ende af Rebet over en Bjelke, slaa en Lykke paa den og binde saa meget Steen og Træ fast deri, at det kunde veje ham op. Det skede, Thorodd bandt sig fast i den anden Ende, og Vegten sank ned igjennem Gluggen, medens Thorodd kom op. I Skemmen fandt de endeel Klæder, af hvilke de forsynede sig med det nødvendige, saa vel som med nogle Reenskind, som de skare Kloverne af og bandt dem bagvendt under sine Fødder. Derefter satte de Ild paa en stor Kornlade der paa Gaarden, og løb bort i Belgmørket. Laden brandt op tilligemed mange andre Huse i Thorpet, men Thorodd og hans Staldbroder gik den hele Nat indtil de naaede nogle øde. Skove, og skjulte sig om Dagen. Om Morgenen savnede man dem paa Gaarden, og ledte efter dem med Sporhunde, men Sporene førte Hundene tilbage til Gaarden, fordi Reensklovene, som hine havde bundet under sine Fødder, viste den Vej. Flygtningerne bleve saaledes ikke fundne. De vankede længe om i Ødeskovene. En Aften kom de til et lidet Huus, hvor de gik ind, og fandt en Mand og en Kone, der sad ved Ilden. Manden, der kaldte sig Thore, sagde at han for en Drabssag var flygtet fra Bygden og havde nedsat sig paa dette øde Sted; han tilbød dem at være der om Natten, og saavel Mand som Kone viste dem megen Gjestfrihed. Der blev redet op for dem paa Bænken, og de lande lig til at sove. Men førend Thorodd var falden i Søvn, saa han ved
