hed Thorar, og havde meest at sige blandt Jemterne. Han tog gjestfrit mod Thorodd og hans Følge[1]. Da de havde været hos ham en kort Tid, underrettede de ham om deres Ærende der i Egnen. Han sagde at han i den Sag ikke i mindste Maade raadede mere end Landets øvrige Mænd og Høvdinger, men at den maatte foredrages paa et almindeligt Thing. Et saadant blev da tilstevnet, og mange Folk samlede sig. Sendebudene begave sig ikke selv derhen, men forbleve hjemme paa Thorars Gaard, medens han mødte frem og foredrog deres Ærende. Men den hele Thingalmue svarede eenstemmigt, at de ingen Skat vilde betale Norges Konge; nogle fordrede endog at Sendebudene skulde hænges, andre, at de skulde blote-s til Guderne. Der fattedes endelig den Beslutning, at man, under Paaskud af at de maatte oppebie Skattens Inddrivelse, skulde bolde paa dem, indtil Sviakongens Sysselmænd kom, for at disse da efter Overlæg med Landets Folk kunde nærmere bestemme deres Skjæbne. Man skulde fordele dem to og to rundt om paa Gaardene, og imidlertid behandle dem vel, saa at de ej merkede Uraad. Thorodd forblev saaledes selv anden hos Thorar Lagmand. Da Julen kom, blev der holdt et stort Gjestebud og Sammenskudslag hos Thorar, og mange Bønder vare forsamlede i hans Thorp. Ikke langt fra var der et andet Thorp, hvor Thorars Svoger, en rig og mægtig Mand, boede. Det var sædvanligt, at Svogrene tilbragte hver sin halve Deel af Julen i Gilde hos hinanden; først skulde Gildet staa hos Thorar og siden flyttes over til Svogeren. Ved Gildet hos Thorar sad Svogrene lige over for hinanden, og Thorodd lige over for Svogerens voxne Søn. Der blev drukket sterkt, og under Drikken blev der, som det ofte var Skik og Brug, anstillet Sammenligninger mellem anseede Mænd. Her stillede man Nordmænd og Sviar op mod hinanden. Der blev talt meget ivrigt herom, idet man sammenlignede de da værende og forrige Konger, og talte om de sidste Fiendtligheder mellem begge Riger. Da sagde hiin Bonde-Søn: „Ja, have end vore Konger mistet flere Folk, da ville nok Sviakongens Sysselmænd, naar de efter Juul komme søndenfor, gjengjelde det med 12 Mands Liv; stakkels eder, I vide nok ikke, hvorfor I her holdes tilbage“. Thorodd merkede sig disse Ord, idet ogsaa mange andre lo ad Nordmændene og spottede deres Kogge. Overhoved udlade Jemterne sig nu, da de havde faaet noget i Hovedet, om mangt og meget, hvorom Thorodd ikke forhen havde haft nogen Anelse. Ud paa Dagen fandt Thorodd og hans Ledsager Lejlighed til at tage sine Vaaben og Klæder og lægge dem i Beredskab, og om Natten, da alle de andre sov, flygtede de bort til Skovs. Men Morgenen efter savnede man dem, og
- ↑ Lagmandsværdigheden viser at man havde indrettet sig paa svensk Viis, ligesaa Benævnelsen „Thorp“, der anvendtes om de større Gaarde.
