vare paa denne Tid endnu ikke christnede, og omvendtes først længe efter til Christendommen, neppe før Aarhundredets Slutning[1].
I Begyndelsen af Vintren, altsaa sidst i Aaret 1026, bekjendtgjorde Kongen i Nidaros, at han vilde sende Folk til Jemteland for at indkræve Skat. Men dette Ærende havde ingen af hans Mænd synderlig Lyst til at paatage sig, da de frygtede samme Skjæbne, som Thrond hvile. Da tilbød Islændingen Thorodd Snorressøn sig. Han var saa kjed af sit tvungne Ophold hos Olaf, at det var ham det samme, hvad Fare han udsatte sig for, naar han blot kunde komme bort og være paa sin egen Haand. Kongen modtog hans Tilbud, og medgav ham elleve Følgesvende paa Rejsen. Da Thorodd kom øster til Jemteland, opsøgte han strax Lagmanden, der
- ↑ Det er ovenfor (1 B. S. 405) nævnt, at ifølge et Udsagn i Grændsetraktaten mellem Norge og Sverige af c. 1268 omtales udtrykkeligt en Ljot Dagssøn, der i 8de Led nedstammede fra Herjulf, Herjedalens første Bebygger, som den, der først byggede Kirke i Herjedalen. Da Herjulf skal have levet paa Halfdan svartes og den svenske Kong Anunds eller Emunds Tid, altsaa ved 830, falder følgelig Ljots Fødsel ved 1040; omtrent det samme faar man, om man end antager Herjulfs Tilværelse for usikker, ud ved at beregne Tiden for de Led, som opføres mellem Ljot og Tiden da Grændseskjellet blev bekræftet, nemlig c. 1268; thi som sidste Mand, altsaa samtidig med Akten, nævnes en Aasulf, der i 7de Led nedstammede fra Ljot. Var Aasulf 30 Aar i 1270, og følgelig fød 1240, maatte Ljots Fødsel efter den sædvanlige Beregning falde ved 1030. I Aarene 1060–70, eller maaskee senere, er saaledes den første Kirke bygget i Herjedalen. Hvad Jemteland angaar, da heder det i samme Dokument, at en vis Lodin, der da var tilstede, og, upaatvivlelig som Olding og erfaren Mand, vidnede om det rette Grændseskjel, kunde erindre at ingen i Straum (Strøms Prestegjeld) endnu kunde pater noster, altsaa at Christendommen da endnu var i sin Barndom. Hvis dette gjaldt hele Jemteland, skulde dette Landskab følgelig ikke være christnet førend i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Men Straum er kun den østligste Bygd, og efter al Sandsynlighed er Hovedbygden, omkring Storsøen, christnet meget tidligere. Dette synes næsten endog at maatte sluttes deraf, at Jemteland, uagtet det allerede i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede underkastede sig Norges Konge Eystein, dog i kirkelig Henseende hørte under Upsala Erkestift; thi man maa heraf slutte at Christendommen er bleven indført der i Mellemtiden mellem. Olaf den hellige og Kong Eystein, da det endnu var et svenskt Landskab. Der findes endnu paa Frøsø en Runesteen, med en Indskrift, der blandt andet in deholder, at en „Austmadr Gudfastarsun“ lod christne Jemteland. Runernes Form og Sprogets Ælde tyde snarere paa en Tid nærmere 1050 end omkring 1200. Kong Olaf selv drog, som vi skulle see, siden med sin Hær gjennem Jemteland, hvis Hovedbygd lige fra det 10de Aarhundrede var den sædvanlige Vej for alle dem, der fra Indthrøndelagen agtede sig over Land til Østersøen og omvendt; det er neppe tænkeligt at en saa hyppigt befaren Bygd længe skulde være forbleven hedensk. Desuden plejede visselig Jemterne da, som siden, at søge til Throndhjem for at tilhandle sig alskens Nødvendigheder, og dette maatte uundgaaeligt have til Følge, at mange, ja vel endog de fleste af dem, antoge Christendommen.
