til at henskyde deres Trætte under hans Dom. Aasmund lod føre Vidner paa, at Været havde tilhørt Grankell; efter dette Vidnesbyrd dømte Kongen saaledes, at Grankell skulde beholde Været, men ingen Bod betales for Haareks Huuskarle. Dette, siges der, gav Sagen et skakt Udfald; dog ytrede Haarek at det var ingen Skam for ham at lyde Kongens Dom, hvorledes det end siden gik med Sagen[1]. Det var imidlertid let at skjønne, at Haarek, som allerede forhen ikke var Kongen synderlig god, herefter i sit Hjerte maatte være ham end mere fiendsk, og at Kongen vilde have været bedre tjent med at vide ham, som Thore, hos Knut blandt sine aabenbare Fiender, end i sin Hær som en tilsyneladende Ven.
Denne Vinter, den sidste, som Olaf tilbragte i Throndhjem, gjorde han endnu et Forsøg paa at faa Skat fra Jemteland, hvilket hans Skatkrævere nu i hele 10 Aar siden Thrond hvites uheldige Sendelse ikke havde besøgt[2]. Uagtet Olaf ifølge Forliget i Kongehelle 1019 betragtede det som et af de Landskaber, paa hvilke Sviakongen havde gjort Afkald, vedblev denne dog at kræve Skat deraf, og sendte Sysselmænd derhen, og Sviarne vilde intet andet høre, end at alt Landet østenfor de saakaldte Kjoler skulde tilhøre deres Konge. Nu var der vel for øvrigt Venskab, Svogerskab og Forbund mellem Kong Olaf og Kong Anund, men dette hindrede ikke hiin fra at gjøre Fordring paa, hvad han troede der tilkom ham med Rette, lige saa lidet som Anund vilde give Slip paa, hvad han med Rette troede at besidde. Olaf havde ladet tilkjendegive Jemterne at han fordrede Skat og Anerkjendelse som deres rette Herre, og i modsat Fald truet dem med haard Straf; Jemterne derimod vare enige om at de fremdeles vilde adlyde Sviakongen[3]. Det er vel endog et Spørgsmaal, om ikke dette Anliggende tilsidst vilde have vakt Splid og maaskee aabenbar Krig mellem Olaf og Anund; og at en saadan ikke udbrød, skyldes maaskee mere den fælles Fare, hvormed Knuts Herskesyge truede dem, end deres Svogerskab. Imidlertid synes det heel uforsigtigt og kun slet betænkt af Olaf, just paa denne Tid atter at ville sætte hine Fordringer igjennem; at han virkelig forsøgte derpaa, kan man maaskee betragte som et yderligere Vidnesbyrd om at Knut paa denne Tid var i Rom, saa at Olaf ikke for det første frygtede noget Angreb af ham. Muligt er det ogsaa, at han her, som ellers, først og fremst havde Christendommens Interesse for Øjne, thi Jemteland og Herjedalen
