Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/744

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
718
Olaf Haraldssøn.

Bæver- og Sobelskind. Finn Arnessøn drog imidlertid med den Flaade, han havde samlet, til Kong Olaf og fortalte ham hvorledes det var gaaet ham med Thore. „Jeg formoder“, sagde han, „at han er dragen til England for at slutte sig til Kong Knut; og os er han vist til meget lidet Gavn“. „Jeg tror ogsaa“, sagde Kongen, „at Thore er vor Uven, men jeg tænker altid det er bedre at han er mig fjern, end nær“[1].

Den samme Vinter (1026–1027) havde Aasmund Grankellssøn været i sin Syssel paa Haalogaland, og opholdt sig hos sin Fader Grankell. Til dennes Gaard havde der fra gammel Tid ligget et Udvær, hvor der baade var Sæl- og Fugle-Fangst, Eggvær og Fiskevær. Men Haarek i Thjøtta havde tilegnet sig det, og i flere Aar haft al Nytte deraf. Nu meente Aasmund og hans Fader, sat de kunde nyde godt af Kongens “Hjelp i enhver retfærdig Sag, og begave sig derfor om Vaaren til Haarek med Bud og Jærtejner fra Kongen, at han skulde afstaa fra sine Fordringer paa Været. Haarek vilde ikke høre noget herom. Han paastod at Aasmund havde faret med Usandhed for Kongen, og at han selv havde Retten paa sin Side. „Du burde dog, Aasmund“, sagde han, „lære at holde Maade, om du end nu tror at være en stor Mand, fordi du har Kongen i Ryggen. Dette kan nok ogsaa behøves, hvis det skal kunne lykkes dig at dræbe Høvdinger og gjøre dem til Ubodemænd, og plyndre os, der hidtil troede at kunne holde vore Jevnbaarne Stangen, end sige saadanne som dig, der ikke paa langt nær ere vore Ligemænd, hvad Æt og Byrd angaar“. „Det faa nok mange at føle“, sagde Aasmund, „at du, Haarek, er frændestor og anmassende, thi mange sidde skjæve for din Skyld; men til os skal det ikke nytte dig at komme med slig Uretfærdighed og saadan Krænkelse af Lov og Ret, som denne“. Dermed skiltes de. Haarek sendte til eller 12 Huuskarle med et stort Rofartøj til Været, hvor de efter hans Befaling toge al den Vejdefang, de kunde faa, og ladede Fartøjet. Men da de vare færdige til at drage hjem, kom Aasmund over dem med 30 Mand, og bød dem give Slip paa altsammen. De vægrede sig derved, men Aasmund angreb dem, og da han havde Overmagten, bleve de deels bankede, deels saarede, deels jagne ud i Vandet, men al Fangsten bragt over fra deres Fartøj til Aasmunds. Haareks Huuskarle kom hjem og bragte deres Herre denne Efterretning. „Der skeer nu mangt og meget“, sagde han, „som er nyt og uhørt; det har aldrig før hændt sig at mine Mænd have faaet Bank“. Imidlertid talte han intet videre derom, og var tilsyneladende nok saa lystig. Om Vaaren lod han en tyvesædet Snekke udruste paa det ypperligste, bemandede den med sine Huuskarle, og begav sig ifølge Opbudet til Kongen, hos hvem han traf Aasmund. Kongen lod sig det være magtpaaliggende at forlige dem, og fik dem

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 135. Snorre, Cap. 149.