Om Morgenen, da de havde spiist, sagde Arnljot at han heri maatte skilles fra dem; men han viste dem Sporene af en Age-Vej, der vilde føre dem rigtigt frem. Han bad Thorodd hilse Kong Olaf fra ham og sige, in han var den Mand, som han fremfor Alt havde Lyst til at lære at kjende; „dog“, sagde han, „vil Kongen neppe sætte synderlig Priis paa min Hilsen“. Han tog derpaa Sølvdisken, hvoraf han havde spiist, tørrede den med Dugen og bad Thorodd give Kongen den, naar han overbragte hans Hilsen. Derpaa sagde han dem Farvel, og de kom uden videre Æventyr tilbage til Throndhjem, hvor Thorodd strax fremstillede sig for Kongen i Nidaros, fortalte hvorledes det var gaaet ham, hilsede ham fra Arnljot og overrakte ham Sølvdisken. Kongen beklagede, at Arnljot ikke havde fulgt med, og at en saa udmerket Mand skulde være kommen i en saa mislig Stilling. Der tales ikke om, hvad han for øvrigt sagde om Jemternes Uvillighed til at underkaste sig hans Herredømme, og deres lumske Færd mod hans Sendebud, hvilke, som man maa formode, alle, med Undtagelse af Thorodd og hans Kammerat, bleve dræbte, da de svenske Sysselmænd ankom. Thorodd fik siden, da Sommeren kom, Tilladelse til at vende tilbage til Island, og skiltes ven-
gik siden med dem op paa et Loft over Tvertrærne i den ene Ende af Huset, hvor de lagde sig til at sove, Arnljot fremmest. Kort efter kom 12 Kjøbmænd ind i Huset; de skulde til Jemteland for at sælge sine Varer, og vare meget lystige, tændte store Ilde og kastede Benene ud, eftersom de spiste; de lagde sig til at sove ved Ilden. Da de havde sovet en liden Stund, kom en stor Troldkvinde ind, sopede om sig, tog alle Benene og alt hvad der kunde spises, og greb endelig fat paa den Mand, der laa hende nærmest, sled ham istykker og kastede ham paa Ilden; det samme gjorde hun ved de øvrige, der imidlertid vaagnede, undtagen en, der med Klageraab løb henimod Loftet, hvor Arnljot greb ham og drog ham op. Troldkonen satte sig nu ved Ilden og gav sig ifærd med at æde de stegte Mænd, men Arnljot stod op, tog sit Spyd og satte det mellem hendes Skuldre saa at det stod ud af Brystet. Hun brølede højt og løb ud; man saa ikke mere til hende, men Dagen efter sagde Arnljot, da de skiltes ad, at han vilde lede efter sit Spyd, og tilegnede sig som Løn for sin Hjeltegjerning Kjøbmændenes Varers. Den, som var frelst,fulgte med Thorodd tilbage til Throndhjem“. Det er tydeligt nok, at denne Fortælling neppe kan være kommen fra nogen anden end Thorodd selv, der senere maa have givet den til Bedste paa Island. Han spiller nemlig i det hele taget saaledes Hovedrollen her, og hans Æventyr træde saaledes i Forgrunden fremfor hvad der egentlig skulde være Hovedsagen, de øvrige Sendebuds Skjæbne og Jemternes videre Foretagender, at Beretningen ej kan være bleven formet og opbevaret i Norge, men derimod maa have været Thorodds egen, der paa Island er gaaen fra Mund til Mund, og senere er bleven indsat i de norske Kongesagaer af islandske Bearbejdere, f. Ex. Are frode, der modtog mange Beretninger af Thorodds Syster Thurid. Om nu Thorodd med Flid har opdigtet dette Æventyr om Troldkvinden, for at gjøre sig mere interessant, eller en sand Begivenhed ligger til Grunden, f. Ex. at Kjøbmændene kunne have været dræbte af andre Stimænd, og at Arnljot forjog disse, er vanskeligt at sige.
