bolle fyldt med Sølvpenge, der stod paa dets Knæ; Pengene heldte han i sin Barm, og stak Armen i Hadden paa Bollen. Derpaa skyndte han sig efter de øvrige. Disse havde savnet ham, og Karle vendte om for at see, hvor han var bleven af. De mødtes indenfor Porten, og da Karle saa at Thore havde Sølvbollen, løb ogsaa han til Jomalebilledet. Han saa, at det om Halsen havde et tykt Smykke; for at faa det, r-ilde han hugge Snoren over, hvormed det var fæstet bag ved Nakken, men han hug i sin Ivrighed saa haardt, at Hovedet røg af Billedet, med et Brag saa stort at alle undredes derover. Og i det samme kom Vagtmændene ind paa Rydningen, og blæste i sine Horn. Tegnet besvaredes af andre Horn fra alle Kanter, og Nordmændene skyndte sig nu alt hvad de kunde over Pladsen ind i Skoven. De hørte Raab og Skrig bag sig paa Pladsen, thi nu vare Bjarmerne komne, og satte efter dem. Det lykkedes dem, .dog at komme gjennem Skoven og over Sletterne ned til Skibene, skjønt de borte Bjarmernes Hærskarer følge dem i Hælene med Raab og de sæleste Brøl. Karle og hans Folk kom først ombord og satte strax afsted; Thore, der gik bagerst, og som skal have anvendt hemmelighedsfulde Kunster for at forblinde Bjarmerne[1], kom senest fra Land, især da hans store Skib ogsaa var mindre letvindt at faa i Fart. Karles Skib var derfor allerede langt ude, da Thore satte Sejl til. De styrede begge tvers over Gandvik eller det hvide Hav, og sejlede, da, Nætterne endnu vare lyse, baade Nat og Dag, indtil Karle en Aften lagde ind ved nogle Øer, hvor han lod kaste Anker og bie paa Strømfald, fordi der var en svær Søgang lige foran dem[2]. Da kom Thores Skib efter og kastede ligeledes Anker. Thore lod sætte en Baad ud, og roede paa den,–ledsaget af nogle Mænd, hen til Brødrenes Skib. Her gik han ombord. Brødrene hilsede ham venligt. Han forlangte, at Karle skulde udlevere ham Halsesmykket, fordi, som han sagde, alle de fra Billedet tagne Kostbarheder med Rette tilkom ham, hvem alle de øvrige skyldte at de slap heelskindede bort, medens Karle derimod havde bragt dem i den største
- ↑ Der fortælles, at der gik to Mænd lige foran ham, værende en Sæk, hvoraf han fra Tid til anden fremtog noget der lignede Aske og snart strøede det i Sporene bag sig, snart kastede det fremover Skaren; hvoraf Virkningen skal have været den, at Bjarmerne, da de kom frem paa Sletten, ej kunde see dem. Noget lignende fortælles om Dronning Gunnhild, da hun forvildede Svaret for Finnerne (se ovenfor 1ste B. S. 587), ogsaa hun strøede noget, der lignede Aske. At Thore virkelig har gjort nogle slige Kunster, eller strøet noget om sig, synes vist, da han siden dukkede derpaa, og tilegnede sig Fortjenesten af at de alle vare undkomne; men hvor vidt han selv troede derpaa, er en anden Sag.
- ↑ Dette maa have været et Sted ved Udløbet af det hvide Hav, maaskee ved Triostrova eller de tre Øer yderst paa Trinnes-Halvøen, ved de af Ottar saakaldte Terfinners Land.
