verk, Bæver- og Sobelskind; Karle havde ogsaa mange Penge, for hvilke han kjøbte Pelsverk. Da Kjøbstevnen var sluttet, styrede de atter ud efter Elven, og da opsagdes Freden med Indbyggerne. Da de kom ud til Havet, holdt de Skibsstevne, og Thore spurgte da om nogen havde Lyst til at gaa op paa Land og skaffe sig .Kostbarheder. De andre svarede at de nok havde Lyst dertil, naar det kun ikke var forbundet med altfor store Vanskeligheder. Thore sagde at det vistnok var forbundet med ikke ubetydelig Fare, men at der og var saa meget mere Gods at vinde, hvis man var heldig. Alle sagde da, at de gjerne vilde vove et Forsøg, naar der kun var Udsigt til Vinding. Sagen forholdt sig saaledes, sagde Thore, at naar rige Mænd i Bjarmeland døde, var det Skik at alt Løsøret skulde deles mellem den Afdøde og hans Arvinger. Han skulde have Halvdelen eller Trediedelen, stundom mindre; dette Gods skulde bæres ud i Skovene, og man plejede deels at lægge det i Høje, og fylde Muld derpaa, deels ogsaa at indrette egne Huse dertil. Et sligt Sted, meente Thore, hulde man see til at plyndre. Det var bedst, sagde han, at begive sig ud paa dette Æventyr om Kvelden, og det maatte være en streng Aftale, at ingen skulde løbe fra de øvrige, og at heller ingen skulde blive tilbage naar Formanden sagde at man maatte bort. Da Aftenen kom, begav man sig afsted efter at have ladet nogle blive tilbage for at passe paa Skibene. Vejen gik først over nogle Sletter, derpaa kom man til en stor Skov. Thore gik først, men Brødrene bagerst. Thore bad dem alle sammen fare frem i Stilhed, og flække noget Bark af de Trær, de kom forbi, for derved at finde .Vejen tilbage igjen. Endelig kom de frem til en stor opryddet Plads, hvor der stod en høj Skidgard med en Port, som var læst. Det var sædvanligt, at sex af Landets Mænd hver Nat heldt Vagt over Skidgarden, to og to hver Trediedeel af Natten. Men tilfældigviis var nu den Vagt, der skulde afløses, gaaet hjem, og de der skulde afløse den, endnu ikke komne. Thore gik derfor til Skidgarden, hagede sin Øxe fast øverst oppe og halede sig op efter Skaftet, saa at han kom over Gjerdet maa ned paa den anden Side. Da var ogsaa Karle kommen over paa et andet Sted, saa at de paa samme Tid kom til Porten, toge Slagbommene fra, og lukkede den op, for at deres Følge kunde komme ind. Thore sagde nu: „I denne Indhegning er en Høj, der heel igjennem er rørt sammen af.Guld, Sølv og Muld; med den kunne I give eder ifærd; men her staar ogsaa Bjarmernes Afgud, der kaldes Jomale: den maa ingen driste sig til at plyndre“. De gik nu til Højen, toge saa mange Kostbarheder de kunde, og stak dem til sig i sine Klæder: der fulgte, som man let kan begribe, ogsaa meget Muld med. Da man var færdig dermed, gav Thore Befaling til at drage bort. „Karle og Gunnstein“, sagde han, „skulle gaa først, og jeg sidst“. Alle gik da ud af Porten. Imidlertid sneg Thore sig tilbage til Jomalebilledet, og tog en Sølv-
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/738
Utseende