sig længe hos Knut; efter andres skal hans Forfængelighed og Overmod have paadraget ham Knuts Misnøje, saa at han ej længe kunde forblive ved dennes Hof[1]. Ja den skal endog tilsidst have voldt hans Død, thi der fortælles, at da han engang led Skibbrud paa Jyllands Kyst, og vel kom levende i Land, men aldeles udmattet og kraftesløs, skal en Kone, d.er just kom ned for at vaske Klæder, have faaet saa stor Lyst til alle de Kostbarheder, han bar paa sig, at hun slog ham ihjel med sit Banketræ og plyndrede Liget. „Og dette“, tilføjes der, „var tilpas til ham formedelst hans Overmod og Ulydighed mod Kong Olaf“[2].
At Kalf Arnessøn ikke vilde.slutte sig saa uadskilleligt til Olaf, som hans tre andre Brødre, er, som vi ovenfor antydede, let at forklare af hans Svogerskab med Thore Hund, der allerede siden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane stod i et spendt Forhold til Kongen, men nu i den allersidste Tid var kommen i aabenbart Fiendskab med ham. Dette gik saaledes til. Den samme Vinter, da Olaf sad i Sarpsborg (1025–1026), sendte han sin Hirdmand, den forhen omtalte Karle fra Langø paa Haalogaland, nord over i det Ærende, at drage paa en Handelsrejse til Bjarmeland. Denne Rejse skulde indrettes paa samme Maade som den, Gudleik gerdske i 1017 havde foretaget til Holmgard, nemlig saaledes at han skulde være i Fællig med Kongen, og hver af dem tilskyde det halve af Omkostningerne, imod at dele Indtægten ligt[3]. Karle tog Vejen over Oplandene og Dovre til Nidaros, hvor han modtog de Penge, som Kongen havde at tilskyde; her fik han ogsaa et til Rejsen passende Skib. Med dette drog han tidligt om Vaaren (1026) til Sange» hvor hans Broder Gunnstein slog sig i Følge
- ↑ Den legendariske Saga, l. c. Stein, heder det, lod sin Hest sko med Guld ligesom Kongen selv; han lod ogsaa sit Sverdfæste belægge med Guld, saaledes at Hjaltene vare af Guld, men Mellemgrebet ubelagt. Da han fremviste det ved et Drikkelag, angav han som Grund til den ufuldstændige Udsmykning, at han ej havde haft Penge nok. Knut bød sin Skatmester tage et Guldstøb og give ham ½ Mark Guld deraf. Stein sagde: er da denne halve Mark bedre end den anden halve, som er tilbage? Dertil svarede Kongen: „slige Mænd er os for store; tag her en heel Mark Guld, men med vort Samliv er det forbi“.
- ↑ Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 181. At hine Tiders fromme Tro saa i Steins sørgelige Endeligt et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over hans Færd mod Kong Olaf, ligesom man i Sigmund Brestessøns lignende Dødsmaade, (se ovf. S. 333, 417.) havde seet en Straf fordi han vedblev at bære Afgudsbilledets Ring trods Olaf Tryggvessøns Advarsel, er heel naturligt.
- ↑ Se ovenfor S. 544.
