var:meget alvorlig, og sagde: „Saa vidt jeg kan skjønne, have I allerede hjemmefra tænkt at indrette denne Færd saaledes, at I kunne raade i det mindste lige saa meget som jeg, om ikke mere, og allermindst ventede jeg af eder Brødre, at I vilde fare med en Hær mod mig. Jeg skjønner derfor nok, at det er Jæderboerne, som have udklækket dette Raad. Men Pengebøder nytter det ej at byde mig“. – „Aarsagen“, svarede Finn, „hvorfor vi Brødre have samlet al denne Styrke, er ej fordi vi vilde byde eder Ufred, Konge, men fordi vi først vilde tilbyde eder vor Tjeneste; thi afslaar I at modtage den, og tiltænker I derimod Thorberg“ nogen haard Behandling, da drage vi alle sammen med hele denne Styrke til Kong Knut den mægtige“. Kongen saa en Stund paa ham, og sagde derpaa: „Dersom I, Brødre, ville tilsværge mig at I skulle følge mig baade inden- og udenlands, aldrig skilles fra mig uden min Tilladelse, og aldrig skjule for mig de svigagtige Anslag, som I maatte erfare at der smedes imod mig, da skal jeg modtage Forligstilbudet“. Da Finn kom tilbage med dette Svar, blev der igjen raadslaaet. Thorberg erklærede at han for sin Deel vilde efterkomme Kongens Fordring, „thi“, sagde han, „jeg har ingen Lyst til at fly fra mine“ Ejendomme og søge hen til udenlandske Høvdinger, medens det derimod altid vil være mig til Hæder at følge Kong Olaf og være der, hvor han er“. Kalf sagde: „ingen Ed vil jeg tilsværge Kongen, og agter kun at forblive i Landet saa længe som jeg beholder mine Vejtsler og øvrige Hædersposter, og Kongen vil være min Ven: saaledes bør vi alle gjøre“. Finn sagde at han vilde lade Olaf alene raade for Vilkaarene mellem dem. Arne erklærede, at naar han havde besluttet sig til at følge Thorberg, om han end agtede at stride mod Kongen, vilde han saa meget heller være med ham, naar han valgte det bedre Raad,; han vilde derfor, sagde han, følge ham og Finn og antage de samme Vilkaar som de. Derpaa gik de tre Brødre ombord paa et af Skibene, roede ind til Byen, og begave sig til Kongen, med hvem de nu sluttede Forlig, saaledes at de tilsvore ham den forlangte Ed, men Kongen derimod tilsagde Stein i fuldkommen Fred, dog med det Tillæg, at han ikke længer vilde have ham hos sig. De vendte nu tilbage til deres øvrige Følge, og Flaaden skiltes ad. Kalf, der ej havde villet binde sig saa nøje til Kongen, drog ind til Egg; Finn begav sig til Kongen, og Thorberg tilligemed de øvrige droge sydefter. Stein fulgte med Erlings Sønner syd til Jæderen, og rejste ikke længe efter, tidligt om Vaaren, til England, hvor han siden gik Kong Knut til Haande[1]. Efter en anden, mindre sandsynlig, Beretning skal Olaf virkelig have taget Stein fuldkommen til Naade, og fremdeles beholdt ham hos sig, men han skal desuagtet have rømt over til Knut[2]. Efter nogles Sigende skal han have opholdt
