han til sin Broder Arne, og fremsatte den samme Anmodning til ham. Arne fandt det underligt, at en Mand med Thorbergs Klogskab skulde kunne rage i saadant Uheld og paadrage sig Kongens Vrede uden mindste Nødvendighed; det kunde lade sig høre med en Frænde eller Fostbroder, men at tage sig af en islandsk Mand, som Kongen havde lyst utlæg, og bringe baade sig selv og sine Frænder i Fare for hans Skyld, det var dog altfor galt. „Skal her være Tale om Uheld“, svarede Thorberg, „bliver det min Faders, nemlig at hans yngste Søn skulde vanslægte fra Ætten, og hvis det ej var at tilføje min Moder Skam, vilde jeg aldrig kalde dig vor, Broder“. Med disse Ord forlod Thorberg ham og rejste hjem, vred i Hu. Siden sendte han. Bud til sin Broder Kalf nord i Throndhjem, og bad ham at møde ham ved Agdenes. Kalf lovede det, uden for øvrigt at tilføje noget Ord. Imidlertid sendte Ragnhild Bud til sin Fader Erling efter Hjelp. Han“sendte sine to hjemmeværende Sønner Sigurd og Thore, hver med en Tyvesesse og 90 Mand. Da de kom til Thorberg, blev han meget glad, og gjorde sig strax rede til Rejsen. Ogsaa han havde en Tyvesesse, og da de nu droge nordefter, havde de saaledes ikke mindre end tre vel bemandede Skibe. Stein selv var med. Da de kom til Kraakevaad[1], laa Finn og Arne der med to Tyvesesser, og Thorberg hilste dem nu paa det venligste, sigende at hans Opeggelser dog havde virket. Finn svarede, at sligt sjælden behøvedes med ham. Og da de kom til Agdenes, mødte Kalf dem ligeledes med en vel udrustet Tyvesesse. Med hele denne Flaade styrede de ind ad Fjorden, og lagde sig ved Nidarholmen om Natten. Om Morgenen holdt de Raad om, hvad de skulde gjøre. Kalf og Erlings Sønner vilde at de skulde lægge ind til Byen med deres hele. Styrke, og lade det komme an paa, hvad der da vilde skee. Thorberg derimod vilde at man skulde fare frem i Mindelighed og byde anstændige Forligsvilkaar. Heri samtykkede Finn og Arne, og derved blev det. Finn og Arne begave sig, ledsagede af kun nogle faa Mænd, til Kongen, og gjorde ham paa Thorbergs Vegne det Tilbud, at han skulde fastsætte en saa stor Pengebod, som han vilde, naar Thorberg blot maatte have Landsvist og beholde sine Vejtsler, og Stein slippe for Straf paa Liv eller Lemmer. Kongen, som havde hørt, hvilken stor Troppestyrke Brødrene havde samlet,
- ↑ Hos Snorre staar her „fyrir þróndheimsmynni“ d. e. til Mundingen af Throndhjemsfjorden, og som dennes Munding ansaaes Farvandet omkring den lille Ø Kraakevaad midt imellem Ørlandet og Hiteren. Krákuváð sem er þróndheimsmynni heder det i en gammel geografisk Optegnelse, se Hist. Norv. Anmerkn. S. 31. I de ældste Haandskrifter af Olaf den helliges Saga er Rum aabent for Navnet.
Indløbet til Throndhjemsfjorden, at han senere boede der, er vist, se Harald. Sigurdssøns Saga, Cap. 64.
