svag og derfor strax maatte døbes af Presten. Stein holdt hende rinder Daaben, gav hende Navnet Thora, og skjenkede hende en Guldfingerring i Faddergave. Ragnhild tilsagde Stein sit Venskab og bad ham komme til hende, hvis han behøvede Hjelp. Stein svarede, at han nok ikke kom til at holde flere Pigebørn under Daaben, og dermed skiltes de dengang. Nu derimod benyttede han sig af hendes gode Tilbud. Han fortalte hende, hvad der var skeet, og hvor opbragt Kongen var paa ham. Hun lovede ham at gjøre alt hvad der stod i hendes Magt for at hjelpe ham, og bad ham at opholde sig der, indtil hendes Mand kom hjem. Hun gav ham Plads ved Siden af sin tolvaarige Søn Eystein Orre. Da Thorberg kom, var han ikke videre blid, da han allerede havde hørt, hvorledes det var gaaet Stein. Da Ragnhild bad ham at tage sig af ham, sagde han: „jeg har bragt i Erfaring, at Kongen har ladet holde Orvarthing efter Thorgeir, at Stein er lyst utlæg, nei at Kongen er overvættes vred; og jeg er klogere end som saa, at jeg skulde udsætte mig for Kongens Vrede ved at antage mig en udenlandsk Mand: lad Stein fare bort saa fort som muligt“. Ragnhild svarede, at da skulde hun ogsaa fare bort med ham. „Som du vil“, svarede Thorberg, „du kommer nok snart igjen, thi her har du meest at sige. Da traadte Eystein Orre frem og sagde, at han heller ikke vilde blive tilbage, hvis hans Moder rejste bort. Thorberg sagde at de viste sig over al Maade paastaaelige og heftige i dette Stykke; „dog“, sagde han, „faar jeg vel lade eder raade; men altfor meget ligger det til din Æt, Ragnhild, at ringeagte Kong Olafs Ord“. „Anseer du det for en saa farlig Sag at forsvare Stein“,“ sagde Ragnhild, saa rejs selv med ham til min Fader Erling, eller skaf ham Følge, saa at han kommer did i Fred“. „Til Erling sender jeg ham ej“, sagde Thorberg, „fordi han alligevel har gjort nok til at paadrage sig Kongens Mishag“. Og saaledes forblev Stein der Resten af Vintren (1026–1027). Efter Juul kom der Sendebud til Thorberg, med den bestemte og strenge Befaling, at han før Midfaste skulde komme til Kongen. Thorberg raadførte sig med sine Venner, hvor vidt han skulde vove paa at indfinde sig hos Kongen under de nærværende Omstændigheder. De Hefte fraraadede ham det og sagde at han heller burde sende Stein fra sig. Thorberg vilde dog helst lyde Kongens Bud. Noget efter drog han til sin Broder Finn, fortalte ham hvorledes Sagerne stode og bad ham gjøre ham Følge. Finn sagde.at det var slemt at have saadant Kvindeherredømme, at man ej for sin Kones Skyld kunde vise sin rette Herre den tilbørlige Lydighed. „Det staar dig frit for, om du vil følge mig eller ej“, sagde Thorberg, „men det forekommer mig dog som om du undslaar dig derfor mere af Frygt for Kongen, end af Kjærlighed til ham[1]. Derefter drog
- ↑ Maaskee Finn allerede da boede paa Austraat paa Yrje eller Ørlandet ved
