det skulde gaa Kongen værre end dem, der havde sendt ham sine Sønner, hvis han ej lod dem have deres Frihed. Kongen blev meget vred herover. Skafte Lovsigemand havde digtet en Draapa om Kong Olaf og ladet Stein lære den, for at han igjen kunde kvæde den for Kongen. En Dag, da Stein var hos Kongen, spurgte han derfor denne, om han vilde høre hans Faders Draapa. Kongen sagde at han først vilde høre hvad han selv havde digtet om ham. Stein svarede at dette intet havde at betyde, da han ikke var nogen stor Skald; dog skjønnede han godt, hvad Kongen sigtede til, og gik derfor bort. Ikke længe efter fandt han en Nat Lejlighed til at flygte bort, ledsaget af sin Skosvend. Han tog Vejen over Gaularaasen og ud til Orkedalen, hvor han næste Aften kom til en Kongsgaard, der bestyredes af en Aarmand ved Navn Thorgeir, hvilken just havde været tilstede i Nidaros ved den sidste Samtale mellem Kongen og Stein. Thorgeir tilbød ham at blive der om Natten og spurgte, hvad der var paa Færde med ham. Stein bad ham kun om at saa Hest og Slæde, da han strax agtede sig videre. Thorgeir svarede, at han nødig vilde indlade sig derpaa, da han ej vidste om Kongen havde givet ham sit Samtykke til Rejsen. „Forleden Dag“, sagde han, „vankede der just ikke myge Ord mellem dig og Kongen“. Stein svarede, at om end Kongen forbød ham at raade sig selv, skulde ikke Kongens Trælle forbyde ham det. I det samme drog han sit Sverd og dræbte Aarmanden; og da der just kjørtes noget Korn ind paa Gaarden, tog han Hesten og bød Skosvenden sætte sig paa den, medens han selv satte sig i Slæden. De rejste nu den hele Nat over Surendalsskoven, indtil de kom ned i Surendalen paa Nordmøre. De skaffede sig Oversætning over de forskjellige Fjorde, der laa paa deres Vej, og fik god Hjelp, hvor de kom, idet de udgave sig for Kongens Mænd, uden at nævne noget om Drabet. Saaledes rejste de saa hurtigt som muligt, indtil de en Aften kom til Giske paa Søndmøre, hvor Thorberg Arnessøn boede. Thorberg selv var ikke hjemme, men hans Hustru Ragnhild, Erling Skjalgssøns Datter, tog paa det venligste imod ham, fordi hun kjendte ham før, og han havde haft Anledning til at vise hende en stor Tjeneste. Det traf sig nemlig, at han paa sin Rejse fra Island i sit eget Skib for halvandet Aar siden (1025) allerførst landede ved Giske, just som Ragnhild laa og skulde føde et Barn, men ikke kunde blive forløst og led store Smerter. Man ønskede at have en Prest ved Haanden, men der var ingen paa Øen, og heller ikke nogen i Nærheden. Da fik man høre, at der var kommet et Kjøbmandsskib til Øen, og sendte strax Bud for at spørge om det havde nogen Prest ombord, og i saa Fald bede ham komme op paa Gaarden. Der var en Prest ombord, men han var ganske ung og kunde ikke stort af Lærdommen; derfor vovede han sig ikke til at gaa, førend Stein lovede ham at være med. Da gik de op; kort efter fødde Ragnhild en Datter til Verden, som var meget
