at høre hans Mening. Haakon forsikrede at han havde tænkt Dag og Nat over Sagen, og tillige raadslaaet om den med andre forstandige Folk, men at han endnu ikke kunde indse rettere, end at Guldharalds Fordring ej vel kunde afslaaes, skjønt det paa den anden Side var yderst skadeligt at dele det nys med saa megen Anstrengelse samlede Rige. „Men“, sagde Haakon, da Haralds Ængstelse var stegen til det yderste, „skulde det ikke kunne lade sig gjøre, at I selv beholdt Danevældet, men skaffede Eders Frænde et lige saa stort Rige? Saaledes vilde Eders Fader Gorm have baaret sig ad, nemlig ej at lade sine Frænder betage sig noget af hans egen Magt, men heller skaffe dem Vælde ved at tage fra Andre“. „Det kan være sandt nok“, sagde Harald, „men er der da nu noget andet Rige at faa“? „Ja“ svarede Haakon, „Norges Rige kan nu erhverves, thi Kongerne ere forhadte over hele Landet, og fortjene desuden Døden for deres mange onde Handlinger“. Kongen indvendte, at Norge var et stort Land, og Folket haardt og farligt at angribe med en udenlandsk Hær; at Eriks Sønner vare vældige og sejrsæle Krigere, og at Harald Graafeld desuden var hans egen Knæsætning og Fostersøn. „Hvad dette angaar“, sagde Haakon, „da have Eriks Sønner lønnet Eder ilde for den Hjelp, I have ydet dem; for øvrigt er det ej min Mening, at I skal bekrige Norge med hele Danehæren, men at I alene skal sende Bud til Harald Graafeld og tilbyde ham at modtage det Len, han tidligere har haft her i Danmark; da kommer han nok, og saa kan Guldharald i et Øjeblik skaffe sig Norges Rige ved at dræbe ham“. „Ja“, sagde Danekongen, „hvis Harald falder, er det forbi med Gunnhilds Sønners Vælde; men vil det dog ikke kaldes en ond Gjerning at svige sin Fostersøn?“ „De Danske ville dog“, svarede Jarlen, „kalde det bedre at dræbe en norsk Viking, end sin egen danske Brodersøn“. Disse Forestillinger virkede, og Danekongen gik ind paa Haakons Forslag. Sidenefter udviklede Haakon ogsaa for Guldharald hvorledes han handlede klogest i, for det første at lade sig nøje med Norge, til hvis Erhvervelse han selv, Haakon, skulde hjelpe ham med al sin Indflydelse; siden kunde han jo altid vinde Danmark. Harald var allerede gammel, og havde en Søn, der ej engang var egte fød[1]. Saa længe talede Jarlen for Guldharald, indtil denne erklærede sig ganske tilfreds og lovede sin Medvirkning og Sagen blev nu i al Hemmelighed aftalt og ordnet mellem ham, Kongen og Haakon. Denne havde imidlertid forladt Sængen, og sagde at han var bleven frisk igjen. Kong Harald sendte nu et prægtigt udstyret Gesandtskab til Norge, for at hilse Harald Graafeld, at Danekongen havde erfaret den store Nød
- ↑ I Sagaerne paastaaes der nemlig, at Svein Haralds Søn, kun var fød af en Frille. Mere derom nedenfor § 13.
