og Dyrtid, der herskede i Norge, saa at det endog faldt Kongerne besværligt at holde deres Hird, eftersom Bønderne ej kunde betale deres Landskylder, og at han derfor indbød sin Fostersøn Harald til sig, for at modtage Jylland til Forlening og Vintersæde med to hundrede Mænd[1]. Sendebudene, der bleve vel modtagne, berettede ogsaa at Haakon Jarl laa dødssyg og var næsten fra sit Vid. Harald forelagde Sagen for sin Moder Gunnhild og sine øvrige Raadgivere. Nogle fraraadede Rejsen, da de anede Svig; de fleste derimod sandt det meget belejligt, nu da der herskede saadan Nød i Landet, at modtage et saa godt Tilbud. Bønderne og Almuen opmuntrede især dertil, og sagde at det ej sømmede sig for en Konge at undslaa sig for at besøge en anden saa stor Høvding efter en saa venskabelig Indbydelse. „Og“, heder det, „fordi Harald var let at overtale og ikke dybttænkende, ligesom han heller ikke syntes at han havde gjort Danekongen større Skade, end Nøden drev ham til, lovede han at komme“, og Sendebudene droge bort med denne for Haakon glædelige Efterretning. Ud paa Sommeren begav Harald sig ogsaa afsted med tre Langskibe, og 80 Mand paa hvert[2]. Det ene af Skibene styredes af Arinbjørn Herse, Egil Skallagrimssøns Ven. Harald sejlede ud fra Viken og over til Limfjorden, hvor han lagde til ved Hals. Her blev det ham sagt, at Danekongen snart skulde komme[3]. Men efter den hemmeligt trufne Aftale ilede nu Guldharald did med ni, til Vikingetog fuldkommen udrustede Skibe, og udæskede Harald Graafeld til Kamp. Denne indsaa strax at han var svegen, og skal have spaaet Guldharald at det ikke vilde gaa ham bedre; han gik modig i Land, fylkede sine Mænd, og lavede sig til at modtage Angrebet, saa stor Overmagt end Guldharald havde. Han opmuntrede sine Folk til at værge sig tappert, og kæmpede selv i Spidsen for sin lille Skare, da Fylkingerne mødtes. Dog maatte han omsider bukke under for Overmagten. Med ham faldt ogsaa den tro Arinbjørn og de fleste af hans Mænd.
Harald Graafeld havde spaaet rigtigt. Det laa ikke i Haakon Jarls Plan at lade Guldharald blive Konge i Norge. Aldrig saa snart var han borte, førend Haakon Jarl begyndte at ængste Harald Gormssøn, idet han forestillede ham, hvor farlig Guldharald nu vilde blive, efter at have erhvervet Norge. „Jeg frygter“, sagde han, „at vi baade komme til at ro Ledingen og gjelde Ledingsvidet“[4]: nu dræber Guldharald Harald Graafeld,
- ↑ Nemlig store Hundreder, altsaa 240.
- ↑ Altsaa tilsammen 340 Mand, som ovenfor anført.
- ↑ Man maa formode, at Harald Gormssøn i denne Tid har opholdt sig enten i Slesvig eller paa Jæling i den sydlige Deel af Nørrejylland, der synes at have været hans Hovedopholdssted, og hvor desuden de bekjendte Mindesmerker om hans Fader og Moder findes.
- ↑ En almindelig Talemaade, om at gjøre sig Umag forgjæves eller til egen
