at hvis Knut havde overlevet Gorm, vilde han, og ikke Harald, være bleven dennes Efterfølger, og i saa Fald havde hans Søn Harald paa denne Tid enten allerede været Konge, eller i det mindste sikker paa Tronfølgen. Nu derimod var dennes Farbroder Harald i Besiddelse af den maaske ved Broderblod vundne Trone, og han selv havde maattet tilbringe sin meste Tid paa Vikingetog. Han havde for saa vidt været heldig, som han havde samlet sig store Rigdomme, hvorfor man sædvanligviis kaldte ham Guldharald. Men han var nu ked af Vikingelivet, og havde vendt tilbage til Hjemmet, for at fordre Andeel i Riget. En saadan Fordring maatte naturligviis være Kongen meget uvelkommen og sætte ham i stor Forlegenhed, og af denne Forlegenhed kunde igjen den kloge Haakon Jarl benytte sig til sin egen Fordeel.
Da Haakons Klogskab og dybe Forstand var almindelig bekjendt, søgte begge Parter hans Raad. Guldharald, der synes at have været en raa, ligesrem, men eenfoldig Kriger, klagede først sin Nød for ham, og spurgte ham, om han ej fandt det utilbørligt, at han, selv Kongesøn og ikke mindre berettiget til Riget end Harald Gormssøn, dog skulde være udelukket fra nogen Deel deri. Haakon gav ham Ret, og sagde, at Danerne, hvis Sagen bragtes for dem, vistnok helst vilde have Knuts Søn til Konge, da denne, hvis han ikke saa tidligt var bleven bortrykket, uden al Tvivl vilde have efterfulgt sin Fader. Ved disse Ord fik Guldharald Mod til at bringe Sagen paa Bane hos sin Farbroder. Men denne vilde nødigt indlade sig paa at afgive Riget eller nogen Deel deraf; han sagde, at slig Fordring havde ingen vovet at komme med til Gorm den gamle, eller Hardeknut, eller Sigurd Orm i Øje, eller Ragnar Lodbrok, at de skulde finde sig i at blive Halvkonger over Danmark. Han blev saa vred, at det ej nyttede at tale til ham, og Guldharald maatte gaa bort uden at faa noget bestemt Svar. Men Kongen begav sig strax til Haakon Jarl, for nu ogsaa paa sin Side at æske Raad hos ham. Han sagde Jarlen, hvilken Fordring Guldharald havde gjort, og spurgte, hvad han skulde svare. Heller end at dele sit Rige, sagde han, vilde han lade Guldharald dræbe. Haakon sagde, at dette maatte han aldeles ikke tænke paa, da alle vilde anse det for den største Skjændselsdaad, og Guldharald desuden formedelst sin Faders Vennesælheds Skyld havde et stort Parti blandt Danerne. Han indrømmede, at det var stor Skade om han skulde blive nødt til at dele Riget, men at det dog ej kunde negtes at Guldharalds Fordring var retmæssig Han udbad sig imidlertid Betænkningstid, inden han gav noget Svar i denne vanskelige Sag. Kort efter kom Guldharald og klagede paany sin Vaande, der nu var saa meget større, som hans Farbroder var vred. Haakon bad ham kun være ved godt Mod og haardnakket staa paa sine Fordringer. Den herved ængstede Danekonge kom en Stund derefter paany til Haakon, for
