Haakon Jarl havde imidlertid opholdt sig om Vintrene hos Danekongen Harald Gormssøn, og lod Tiden ej gaa ubenyttet hen. Han havde for Øjeblikket kun eet Formaal, nemlig at hevne sin Fader og derved selv bane sig Vejen til Magten i Norge. For at opnaa dette skyede han ingen Anstrengelse og foragtede han intet Middel. Det paastaaes, at hemmelige Udsendinger fra ham havde opfordret Thrønderne til at dræbe Kong Erling, og at han allerede da skal have ladet dem forsikre, at han næste Sommer nok skulde komme tilbage til sit Rige. Hans Planer optoge saaledes hans urolige og ærgjerrige Sind, og han grublede saa heftigt over dem, at hans legemlige Sundhed led derunder. Han maatte gaa til Sængs, og laa farligt syg længe om Vinteren, uden dog egentlig at føle store Smerter. Han vilde neppe smage Mad eller Drikke, han vilde helst være ene, eller i det højeste kun have faa af sine ældste Tjenere om sig. Tilsidst begyndte Folk endog at tale om, at han var forhexet og ikke ved sit fulde Vid. Kongen selv besøgte ham, men uden at det kom til nogen lang Samtale mellem dem, da Haakon var yderst ordknap.
Under denne Eenlighed udklækkede han dog tilsidst en dybt anlagt Plan. Omstændighederne vare ham og temmelig gunstige. Harald Gormssøn selv havde allerede Grund til at være misfornøjet med sin Navne og Knæsætning i Norge; denne Misfornøjelse maatte lettelig kunne oppustes til formeligt Fiendskab. Ved Kong Haralds Hof opholdt sig desuden paa denne Tid en tredie Harald, Søn af Harald Gormssøns Broder, Kong Knut Dana-Aast, Kong Gorms kjæreste Søn, for hvis Død han, som vi have seet[1], tildeels gav Harald Gormssøn Skylden. Det kan neppe betvivles,
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 747.
af Islendingabok, at Thorkell Maane, Ingulfs Sønnesøn, blev Lovsigemand i Aaret 970; om man nu end sætter Forliget til hans første Aar, falder dog Hørds Udenlandsrejse derved for sildigt til at han skulde kunne have stødt sammen med Harald Graafeld, selv om man følger den Tidsregning, der henfører Haralds Død til 975, end sige naar denne Begivenhed, efter hvad vi anse rettest, henføres til 965, fem Aar før Thorkells Embeds-Tiltrædelse. Man maa derfor antage, at han endnu ikke har været Lovsigemand, da han meglede Forliget, men at Sagaskriveren har tilføjet den Embedstitel, som han senere fik. Dette er saa meget rimeligere, som denne Forligsmegling ej var nogen egentlig Embedshandling af ham, men kun et Hverv, der overdroges ham paa Grund af hans anerkjendte Retsind. Han maa desuden, som Sønnesøn af den allerede i 875 til Manddomsalderen komne Ingulf, have været en aldrende Mand længe før 970. Forliget henføres derfor rettere til omkring 956, og Hørds Udenlandsrejse til 962. Dette bestyrkes ogsaa derved, at den mægtige Tange-Odd, med hvis Syster Torve Valbrandssøn var gift, ifølge Annalerne skal være død 965.
