Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/70

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
44
Harald Graafeld.

Landet, og Geir gik alene ude med en Kappe over sig, mødte han en Skare Mænd, af hvilke den, der gik forrest, spurgte ham om hans Navn, og da han havde faaet dette at vide, navngav sig selv som Arnthor, Dronning Gunnhilds Skatmester. De vilde kjøbe Kappen af Geir, men han vilde ikke sælge den. Da rev en den af ham. Geir holdt igjen og tog til Sverdet, de andre lo og spottede over at han ikke bedre havde holdt paa sin Kappe. Da blev Geir ærgerlig, og rykkede haardt i Kappen, Arnthor greb ligeledes fat i den og vilde rykke den fra ham, da Geir i det samme drog Sverdet og hug Armen af Arnthor strax ovenfor Albuen. Saaledes fik han da beholde Kappen og gik hjem, men Arnthor døde kort derefter af Blodtabet. Da Hørd fik se, at der var Blod paa Geirs Sverd, spurgte han ham om Aarsagen. Geir fortalte hvad der var skeet, og Hørd fandt at han ej havde handlet anderledes end som han var nødt til; dog skjønnede han strax, at her maatte foretages noget for deres Sikkerheds Skyld, og derfor sendte han Bud efter alle de Islændinger, som vare i Byen. De indfandt sig øjeblikkeligt, 24 i Tallet. Der blæstes nu til Møde i Byen, og der sendtes Bud efter Kongen, med den Melding, at en af hans Mænd var dræbt. Kongen begav sig strax til Mødet, og fordrede at Islændingerne skulde udlevere Geir, der havde dræbt hans Ven og hans Moders Skatmester. Hørd vægrede sig ved at udlevere ham, og tilbød Kongen Selvdom, for at Geir kunde beholde Liv og Lemmer. Brynjulf kom ogsaa til, og bad Kongen for sin egen Æres Skyld og formedelst sit Venskab for ham at give efter, thi ellers vilde mangen Mand miste Livet, førend Geir blev dræbt. Kongen svarede da, at han før Brynjulfs Skyld vilde forlige sig med Geir og tage imod Bøder, dog kun for sit eget, ej for sin Moders Vedkommende. Brynjulf takkede Kongen, betalte alle Bøderne for Geir og gav Kongen gode Gaver, da han var en rig og velvillig Mand. Imidlertid vovede han for Gunnhilds Skyld ikke længer at beholde Hørd og Geir hos sig, men sendte dem øster til Viken til sin Fader Thorbjørn. Hos denne forbleve de til den følgende Vaar; da torde heller ikke han lade dem blive længer hos sig, men sendte dem med gode Anbefalinger til Jarlen Harald i Gautland, hvor de forbleve i lang Tid og nøde stor Anseelse[1].

  1. Hørds og Holmverjernes Saga, Cap. 12, 13. Tidsregningen i denne er, som sædvanligt i de islandske Sagaer, noget forvirret. Det heder nemlig i Cap. 10 og 11, at Lovsigemanden Thorkell Maane forligede Grimkell og hans Svoger Torve Valbrandssøn med hinanden, at der siden hengik 2 Aar, at Grimkell derpaa giftede sig igjen og levede vel sammen med sin Kone, at derefter hans Datter af første Egteskab blev gift, og at Hørd da var 12 Aar gammel. Der maa altsaa da være forlovet mindst to, men snarere tre Aar efter Forliget. Da det siden heder at Hørd ved sin Udenlandsrejse var 15 Aar, falder denne følgelig mindst fem, snarere sex Aar efter Forliget. Nu veed man