Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/69

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
43
Thorgils Arrebeinsstjup. Hørd Grimkellssøn.

Foden, jog ham bort fra Højsædet, og afslog ham aldeles de forlangte Ejendomme, da han, som hun sagde, ikke skjønnede sin egen Hæder. Dronningens Unaade gjorde dog intet Skaar i hans Yndest hos Kongen, der ofte i al Hemmelighed stak Sølv til ham, for at han kunde begynde Handel dermed; han bad ham ogsaa for Eftertiden besøge ham som en Bekjendt, dog helst, naar hans Moder ej var tilstede. Saa tydeligt vedkjendte han sig sin Uselvstændighed. Heller ikke ansaa Thorgils Kongens Yndest for tilstrækkeligt Værn mod Gunnhilds Efterstræbelser, men forlod næste Vaar Landet for at drage paa Handelsrejser[1].

Hvis man kan fæste Lid til, hvad den vistnok i sine Hovedbegivenheder sande, men i Enkelthederne meget udsmykkede og upaalidelige Hørds Saga fortæller om Islændingen Hørd Grimkellssøns og hans Fostbroder Geirs Ophold i Norge, viste Harald sig ogsaa her ved en Lejlighed meget retfærdig og ædelmodig, medens man af den Adfærd, hans Moders Tjenere tillode sig, tydeligt kan se, hvorledes hun tillod og begunstigede al Slags Vold og Undertrykkelse. Hørd, Søn af den anseede Gode Grimkell Bjørnssøn[2] ved Olvusvand ikke langt fra Skaalholt, foretog tilligemed sin Fostbroder Geir en Udenlandsrejse i sit 16de Aar paa et Skib, der tilhørte Vikværingen Brynjulf Thorbjørnssøn, som havde indbudt dem til at gjøre ham Følge. De kom, fortælles der, til Bergen i Norge, hvor de ved Brynjulfs Hjelp strax fik Herberge. Man skulde næsten formode, at Saganedskriveren har forvexlet en af Norges to ældste Byer, Tunsberg eller Kongehelle, og snarest den første, med det først senere opkomne og paa hans Tid blomstrende Bergen; imidlertid kan det vel ogsaa være muligt, at der allerede i det 10de Aarhundrede var en besøgt Havn og en saadan Samling af Huse, som derved plejer at opstaa, i Nærheden af Kongsgaarden Aalreksstad[3]. Engang, da Brynjulf var rejst ud paa

  1. Floamannasaga, Cap. 4–13.
  2. Grimkell var en Søn af Landnamsmanden Bjørn Gullbere fra Orkedalen, omtalt ovenfor i 1ste B. S. 546. Hans Moder Ljotunn var en Syster af Landnamsmanden Kolgrim den gamle, omtalt sammesteds.
  3. Om Høskuld Dalakollssøn heder det (se ovf. 1ste B. S. 783), at han landede og satte sit Skib op der, hvor Bergen siden blev anlagt. Dette antyder vistnok paa den ene Side, at der da ej var nogen egentlig By paa Stedet, men ogsaa paa den anden, at der var en Havn, hvor Skibe opsattes, hvor der altsaa fandtes flere Naust, og hvor der vist ogsaa var flere Bygninger, tilhørende Folk, der søgte sit Udkomme ved Handel og ved at herbergere Fremmede, især naar Kongen opholdt sig paa Aalrekstad. Forresten er det, som bemerket, meget sandsynligt, at Fortællingen oprindelig har nævnt Tunsberg; vi foretrække dette her for Kongehelle, deels fordi det siden heder at Hørd drog „øster til Viken“, deels fordi Endelsen „Berg“ i Tunsberg snarere kunde give Anledning til en Forvexling med Bergen.