Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/728

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
702
Olaf Haraldssøn.

raadede Snorre og Skafte, paa hvis Klogskab vi-allerede oftere have seet Beviser, at give sig saaledes Nordmændene i Vold, som Tilfældet vilde være, naar alle de mægtigste Mænd paa engang droge til Norge. De sagde at dette Budskab forekom dem heel mistænkeligt, og at hentyde paa,hvad Einar havde sagt, nemlig at Kongen havde i Sinde at undertvinge Islændingerne, hvis han fik sin Vilje frem. Gudmund og Thorkell raadede derimod ivrigt til at modtage Indbydelsen, og sagde at dette vilde være en meget hæderlig Rejse. Efter nogen Tale frem og tilbage om denne Sag blev det endelig besluttet, at de ikke selv skulde rejse, men at derimod enhver af dem skulde sende en Mand i sit Sted, som han fandt bedst skikket dertil. Med denne Aftale skiltes man ad paa dette Thing, og den kom ikke engang til Udførelse den Sommer. Thorarin rejste tilbage til Norge, og kom om Høsten til Olaf, hvem han berettede Udfaldet af sit Ærende, og tilføjede at ifølge hans Indbydelse vilde enten Høvdingerne paa Island komme selv eller sende sine Sønner i sit Sted. Der tales ikke om at Olaf denne Gang ytrede nogen Misfornøjelse med at hans første Bøn var afslaaet. Han haabede vel, at den sidste Plan skulde lykkes des bedre[1].

Den følgende Sommer (1025) kom virkelig Stein, en Søn af Skafte Lovsigemand, Thorodd, Snorre Godes Søn, Gelle, en Søn af Thorkell Eyjulfssøn, og Egil, en Søn af Sidu-Hall og Broder af Thorstein, til Norge ifølge hiin ved Thorarin Nevjulfssøn overbragte Indbydelse. I Gudmund Eyjulfssøns Sted kom ingen. Om Vintren (1024–25) havde han endt sit lange og for hans Fædreneøs politiske Udvikling saa vigtige Liv. I ham tabte Kongen sin meest formaaende Ven paa Øen[2]. Gudmunds Sønner deelte hans Ejendomme mellem sig, og fik andet at tænke paa, end at besøge Kong Olaf. Se ovennævnte fornemme Islændinger opsøgte ved deres

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 121, 123; Snorre, Cap. 133–155.
  2. De nærmere Omstændigheder ved Gudmunds Død fortælles i Ljosvetningasaga Cap. 21. Han sad, heder det, i sin Anseelse lige til sin Død. Da det lakkede til Enden med ham, havde en Mand i Eyjafiorden ved Navn Thorhall, en Drøm, som han vilde faa en klog Drømmeudtyder, kaldet Drømme-Finne, til at forklare. Men Finele sagde at han ej vilde høre Drømmen, og bød ham fortælle den til Gudmund. Denne havde endnu samme Dag redet ud efter Heredet, og ventedes hjem om Aftenen. Hans Broder Einar lagde sig ned og sov; han drømte at en svær Oxe med store Horn gik op efter Heredet til Madrevalle, besøgte hvert Huus paa Gaarden, og gik endelig til Andveget, hvor den faldt død ned. Han sagde: „dette ere Mænds Fylgjer, og de varsle om store Tidender“. Da Gudmund om Aftenen kom hjem gik han efter sin Skik til hvert Huus paa Gaarden, og satte sig endelig i Andveget, hvor han lagde sig ned, idet Thorhall, som imidlertid var kommen, fortalte ham sin Drøm. Derpaa rejste han sig op for at spise, da Maden var kommen paa Bordet. Det var Melk, opvarmet med hede Stene. Men Gudmund sagde: „Melken er ikke varm“. Hans Hustru Thorlaug forundrede sig, og hedede