Ankomst til Norge strax Kongen, der da opholdt sig i Viken. De bleve venligt modtagne, og han beholdt dem alle sammen hos sig, saa vel under sit Ophold i Sarpsborg om Vintren (1025–26), som paa sin Rejse nordefter det følgende Aar. De begyndte nu at længes hjem, og talte til Kongen herom, men kunde ikke faa noget bestemt Svar. Omtrent paa den samme Tid, som Kongen havde haft de ubehagelige Forhandlinger med Færøingerne i Anledning af Thoralf Sigmundssøns Drab, kaldte han dem til sig og sagde, at han havde tænkt over deres Sag, og besluttet at lade Gelle rejse samme Sommer, men derimod at beholde de øvrige hos sig indtil han erfoer, hvad Svar man vilde give paa det Budskab, Gelle skulde medbringe. Dette Budskab var hverken mere eller mindre, end at Islændingerne skulde antage de samme Love, som han havde faaet vedtagne i Norge, og derforuden forpligte sig til at betale ham Thegngilde og Nefgilde eller Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse af det Slags, hvoraf der gik 10 for 1 Alen Vaadmaal. Det var altsaa nu tydeligt, at Kongen vilde holde dem tilbage som Gisler, for derved at tiltvinge sig Islands Underkastelse. Naar Islændingerne, foruden at antage de i Norge gjeldende Love, forbandt sig til at betale Thegngilde[1], hvorved de ligefrem erkjendte sig for at være Kongens Thegner eller Undersaatter, og derhos underkastede sig den samme Næseskat, som Harald Haarfagre havde paalagt Nordmændene[2], og som kun i Sø-Distrikterne var forandret til Ledings-Udredning, var det forbi med Øens Uafhængighed, og den var kun en Provins af Norge. Man kan undres over, at Høvdingerne paa Island saa beredvilligt sendte sine nærmeste Paarørende til Kongen, men de maa rimeligviis, som Jarlen paa Orknøerne, og som Færøernes Høvdinger, have frygtet hans Magt. Gelle rejste til Island, og fremsatte Sommeren efter
- ↑ Om Thegngilde, eller Erstatning for det Tab af en Thegn eller Undersaat, som Kongen led, naar en af Landets fribaarne Mænd var dræbt, se ovenfor 1ste B. S. 134.
- ↑ Om Næseskatten, se ovenfor 1ste B. S. 440, 497, 718. Det paa sidstnævnte Sted anførte saa vel som den ovenfor i Texten optagne Udsagn, ere af den største Vigtighed med Hensyn til Bestemmelsen af denne Skats Forhold til Ledingen. Det viser sig deraf, at Ledingen kun var en forandret Form for Næseskatten, som følgelig vedblev uforandret udenfor Sødistrikterne eller paa Oplandene. Der gik den dog i Tidens Løb over til at blive en reel Afgift, og antog Navnet „Visøre“.
Stene endnu engang, men Gudmund sagde fremdeles: „den er ikke varm“; lænede sig bagover og var død. „Dette“, sagde Thorlaug, „er en stor Tidende og vil spørges baade vidt og bredt, men ingen skal røre ved ham, førend Einar kommer; han har ofte haft Anelse om mindre Tidender end denne. Siden kom Einar og ordnede hans Lig. Men han sagde til Thorhall: „din Drøm har ikke haft liden Kraft, og det er tydeligt at Finne skjønnede at den, hvem den fortalte om, var fejg, og det undte han Gudmund. Han maa have været kold indvendig, siden han ej følte Varmen“.
