Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/727

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
701
Olafs Fordring afslaaet af Islændingerne.

han forlanger; men naar han tror at jeg har mere at sige derover, end andre, er han fejl underrettet, thi det er nu gjort til Almenning, og alle vi, der have meest Nytte af Øen, maa nærmere overlægge derom“. Derpaa forlod man Lagberget og gik til sine Boder. Siden havde Nordlændingerne et Møde for at tale om Sagen, og Gudmund anbefalede, merkeligt nok, Indrømmelsen af Kongens Bøn, hvilket bestemte mange andre til at samtykke deri. Kun hans kloge Broder Einar Tveræing[1] var taus. Man spurgte ham da, hvorfor han ikke ytrede nej, da han dog havde bedst Forstand paa de fleste Sager. „Hvorfor jeg hidtil har tiet, sagde han, er kun fordi man ej har æsket min Mening. Men skal jeg sige den, da er det denne, at dette Lands Folk aldrig bør underkaste sig Skattegaver til Kong Olaf og finde sig i de samme Paalæg her, som han har indført blandt Norges Mænd. Det vilde være at forspilde ej alene vor egen Frihed, men ogsaa vore Sønners og vore Efterkommeres, og for den Trældom vilde Landet aldrig blive fri. Jeg tvivler ikke paa at denne Konge kan være nok saa god, men siden kan det.dog gaa, som vi oftere have seet ved Kongeskifter, at ikke alle ere lige beskafne: nogle ere gode, andre onde. Ville Landets Folk beholde sin Frihed, som de have haft siden dette Land bebyggedes, da bør man frem for alt ikke give Kongen noget at hænge sig fast ved, enten Besiddelser her til Lands, eller bestemte Afgifter, der kunne regnes for Afhængighedstegn; derimod er der intet i Vejen for at de, der have Lyst, sende Kongen Vennegaver, f. Ex. Høge eller Heste, Tjeld eller Sejl, eller andre Ting som kunde kaldes Sendinger, og de ere vel anvendte, naar Kongen lønner dem med sit Venskab. Hvad nu Grimsø angaar, da kan man, hvis ingen Midler til Livsophold flyttes derfra, meget godt underholde en Hær paa Øen, og naar da en udenlandsk Hær først har sat sig fast der, og kommer derfra med Langskibe, da vil det vorde trangt nok foran mangen Smaabondes Dør“. Saa snart Einar havde sluttet sin Tale og paapeget disse Farer, erklærede hele Almuen eenstemmigt, at dette Kongens Forlangende aldrig skulde indrømmes, og Thorarin indsaa, at der ej var mere ved denne Sag at gjøre.

Han havde dog endnu en Plan i Baghaanden. Dagen efter gik han atter til Lagberget, og sagde: „Kong Olaf hilser sine Venner her til Lands, navnlig Gudmund Eyjulfssøn, Snorre Gode, Thorkell Eyjulfssøn, Skafte Lovsigemand og Thorstein Sidu-Hallssøn, og indbyder eder til et venskabeligt Besøg; han tilføjer, at I ikke skulle udsætte denne Rejse, dersom I sætte nogen Priis paa hans Venskab“. De takkede for Indbydelsen, men vilde dog ikke sige noget bestemt Svar, førend de havde overtænkt Sagen og raadslaaet derom med deres Venner. Da de nu raadsloge derom, fra-

  1. Om Einar paa Tveraa eller Tveræing, se ovenfor S. 179–182.