Udbetalingen. Thrond svarede at han ikke ønskede sig nogen bedre til at gjøre dette paa hans Vegne, end Leif selv. Leif og Karl gik da ud med sit Følge, og satte sig ned for at tilveje sig Pengene. Karl tog Hjelmen af sit Hoved og heldte Pengene deri, efterhaanden som de vejedes. De saa en Mand gaa nær ved, med en sid Hat paa Hovedet, grøn Trøje, linnede Buxer, og barfodet, han havde en Stok med Knap i Haanden, hvilken han satte ned i Jorden og gik bort med de Ord: „See du til, Møre-Karl, at min Stav ej gjør dig Meen“. Kort efter kom der en Mand løbende, og raabte af alle Kræfter paa Leif, at han endelig maatte skynde sig til Gilles Bod, thi Sigurd Thorlakssøn, sagde han, havde trængt ind og givet en af Bodmændene Ulivssaar. Leif sprang strax op, og ilede, ledsaget af alle sine Bodfolk, hen til Gille, men .Karl blev siddende efter, og hans Mænd stode rundt om ham. Da løb Gaut den røde til, og hug med en Haandøxe over de andres Skuldre, saa at Hugget rammede Karl i Hovedet, dog ikke dybt. Men i det samme greb Thord lange Stokken, som stod i Jorden, og slog med den ovenpaa Øxhammeren, saa at Eggen gik lige ned i Hjernen. I samme Øjeblik styrtede en Mængde Folk ud af Thronds Bod, og Karl blev baaren død bort. Thrond lod ilde over denne Gjerning, men tilbød dog at betale Bøder for sine Frænder, saa at Sagen kunde blive forligt. Men Leif og Gille, der paatoge sig Eftermaalet, vilde ingen Bøder modtage, og Sigurd blev utlæg for Aaverket paa Gilles Bodmand, men Thord og Gaut for Karls Drab[1].
Østmændene, der havde fulgt Karl til Færøerne, vendte tilbage til Norge paa det Skib, hvormed de vare komne, og bragte Olaf Efterretningen om det uheldige Udfald af Karls Sendelse. Men Urolighederne i Landet selv hindrede Olaf fra at gjøre noget derved, og saa længe den gamle, trædske Thrond levede, var der heller ikke at tænke paa at faa den norske Konges Herredømme over Øerne befæstet. Det lykkedes endog Thrond ved sin lumske og snedige Færd at skaffe sig større Magt, end hidtil. Sigurd, Thord og Gaut skulde efter Bestemmelsen forlade Landet, og Thrond gav dem et Skib tilligemed noget Gods. Hermed foregave de at være daarligt hjulpne, og bebrejdede Thrond, dog, som det sidenefter viste sig, kun for et Syns Skyld, at han forholdt dem deres Fædrenearv. Thrond sagde at de havde faaet meget mere end de skulde have, og at de vare utaknemmelige: derpaa afsejlede de, foregivende at de vilde til Island. Men kort efter udbrød en heftig Storm, som man vidste maatte være dem meget til Skade, og da der om Høsten fandtes Stykker af deres Skib drevne op paa tættere„ tvivlede man ej længer paa, at de vare omkomne i Søen. Men da Vintren kom, begyndte, som det hed, mange Gjengangere at vise sig i Gøta og vidt
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 139. Snorre, Cap. 153. Fær. Saga, Cap. 44–46.
