næst Karl og det øvrige Følge. De vare fuldt væbnede, som til en Kamp. Leif gik ind under det sorte Forhæng, og spurgte hvor Thrond var. Thrond svarede og hilste Leif. Denne modtog hans Hilsen og spurgte om han havde indkrævet Skatten fra Nordøerne, og hvad Rigtighed han vilde aflægge for Pengene. Thrond svarede at han ej havde glemt sit Løfte til Karl, og at al Rigtighed skulde aflægges for Skatten. „Her“, sagde han, „er en Pung med Sølv“, som du kan modtage. Leif saa sig om i Boden, og blev kun faa Mænd var: nogle laa paa Pallene, enkelte andre sad oppe. Han gik derfor trøstigt hen til Thrond, modtog Pungen og bar den ud foran i Boden, hvor det var lyst. Her heldede han Sølvet ud i sit Skjold, rodede i det med Haanden og bad Karl betragte det. Da de saaledes havde betragtet det en Stund, spurgte Karl Leif, hvorledes han syntes om det. „Jeg tror sandelig“, svarede Leif, „at der findes ingen daarlig Pening paa alle Nordøerne, uden at den er heriblandt“. Thrond hørte dette, og spurgte: „synes du ikke om Sølvet, Leif?“ „Nej visselig ikke“, svarede Leif. „Da ere mine Frænder store Kjeltringer, som man ikke kan tro i noget som helst“, sagde Thrond; „jeg sendte dem i Vaares for at indsamle Skatten fra Nordøerne, da jeg selv ikke i denne Vaar har duet til noget, men de maa have ladet sig bestikke af Bønderne til i Skattebetaling at modtage falske Penge, som man ej kan være tjent med. Du faar derfor nu, Leif, see paa de Penge, der have været mig betalte i Landskyld“. Leif bragte da Sølvet tilbage og modtog en anden Pung, som han bar ud til Karl. De ransagede disse Penge, og Karl spurgte Leif, hvordan han sandt dem. „Daarlige“, sagde han, „dog ikke værre end at man nok kunde modtage dem for saadan Gjeld, hvormed man ej regner det saa nøje; men for Kong Olaf vil jeg ikke modtage dem“. Da kastede en af de Mænd, der laa paa Pallen, Klædet bort, som han havde over sit Hoved, og sagde: „det er dog et sandt Ord, at jo ældre en bliver, desto uslere bliver han og; saaledes gaar det nu ogsaa dig Thrond, siden du lader Karl den mørske vrage Penge for dig hele Dagen“. Det viste sig nu, at denne Mand var Gaut den røde. Ved disse hans Ord sprang Thrond op, og skjendte meget heftigt paa fine Frænder; tilsidst bad han Leif give ham Pengene tilbage, og i deres Sted modtage en tredie Pung med nogle Penge, hvilke hans egne Landboer, som han sagde, denne Vaar havde indbetalt ham. En anden Mand rejste sig imidlertid fra Bænken og sagde: „det er dog altfor galt, at vi skulle taale slige Skjendeord for Karl den mørskes Skyld; han fortjente nok Løn derfor“. Man kjendte Manden: det var Thord den laage. Leif modtog Pengene og bragte dem ud til Karl. De undersøgte dem, ligesom de foregaaende Punges Indhold, og Leif sagde: „paa dette Sølv behøve vi ej at see længe, thi her er den ene Pening bedre end den anden, og disse Penge ville vi modtage: sæt derfor, Thrond, en Mand til at see paa
